OLE RIISGAARD

Lige nu er der 2 dage der er vigtige: Dagen i dag – grundlovsdag - og den 7. Juni  –  på søndag - hvor der er valg til Europaparlamentet.

 

På det sidste har jeg rundt om på valgmøder hørt mange sige: ”EU er dødkedelig”.

Det er jeg enig i.

Det er ikke underholdningsværdien, der udmærker EU.

Men jeg har også mødt mange mennesker, der siger: ”EU er helt uforståelig og uoverskuelig”

Det er jeg ikke enig i.

I virkeligheden er både EU og valget på søndag enkelt.

Det er et valg mellem et politisk højre og et politisk venstre – ligesom ved alle folketingsvalgene de sidste 100 år.

For lidt over 100 år siden sagde dansk politiks store kæmper Viggo Hørup til et grundlovsmøde:

”Der vil altid være et højre og et venstre; thi der vil altid være forskel på dem der vil frem, og dem der vil holde igen eller tilbage. Det er den deling, der varer. Det andet er kun modesager”.

Sådan er det også i dag – både i Danmark og i Europa, i EU.

Valget er mellem det politiske højre og det politiske venstre.

Det gælder ved valget til Europa-parlamentet, som det har gjaldt ved folketingsvalgene i flere generationer.

Danmark

I dag fejrer vi den danske grundlov. Det er der god grund til. Vores grundlov er rammen for et demokrati, som efter internationale standarder er rigtigt godt.

Men vi skal huske, at den første grundlov, som vi fik for 160 år siden ikke var fejlfri. Den gav stemmeret til mænd, der havde ejendom.

Men gennem tiden -  fordi venstre side i dansk politik har kæmpet for det  - har vi fået stadig bedre grundlove:

Kvinderne og tjenestefolk fik stemmeret, parlamentarismen blev grundlovsfæstet, færinge og grønlændere blev ligeberettigede borgere. 

Fremskridt på fremskridt.

På samme måde med vores velfærdssamfund.

For 100 år siden levede vi i den minimalstat som vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen engang ønskede os tilbage til.

Minimalstaten var umyndiggørende – den var et sted, hvor fanden tog de sidste.

Men fordi fagbevægelsen og partierne til venstre for midten gennem mere end 100 år brugte vores demokrati til at kæmpe for sociale fremskridt,

så har vi i dag et solidarisk samfund,

hvor vi med et stærkt socialt sikkerhedsnet har myndiggjort det enkelte menneske.

Minimalstaten var umyndiggørelse – velfærdssamfundet er myndiggørelse.

Både vores demokrati og vores velfærdssamfund har stadig mangler,

der er stadig uligheder

og deres føres somme tider politik, der trækker i den forkerte retning.

Det er den nuværende regering danmarksmester i.

Derfor er der fortsat brug for en venstrefløj.

Partier til venstre for midten skal fortsat kæmpe for, at vi ikke kun har ytringsfrihed, men også ytringslighed,

så det ikke kun er politikere og kendte personer, der kan ytre sig,

men også menigmand.

Partierne til venstre for midten skal også dæmme op for ny ulighed, som skabes af starthjælp, kontanthjælpsloft og social udstødelse og dårlig integration.

Men grundlæggende er venstre side dansk politik nået langt de sidste 100 år

– vi har et stærkt demokrati

og et samfund baseret på en stærk solidaritetsfølelse os mennesker imellem.

Det er skabt af fagbevægelse og partier i en kamp mellem det politiske højre og det politiske venstre.

Europa

Hvis vi så kigger ud i Europa, så skal vi her til at føre præcis den samme kamp, som vi her hjemme i Danmark har ført i over 100 år for demokrati og social retfærdighed.

Det er det som EU og et parlamentsvalg handler om.

Valget mellem højre og venstre.

Globaliseringen har gjort, at en række problemer ikke længere kan løses lokalt,

men skal løses sammen med mennesker i andre lande.

Miljøproblemer og klimaproblemet kender ikke til landegrænser.

Og  vores sociale tryghed afhænger i fremtiden af, at lønmodtagere holder sammen på tværs af grænser.

I øjeblikket lever vi som europæere og som verdensborgere med 2 store kriser:

En klimakrise og økonomisk krise

Klimakrisen har vi skabt gennem vores måde at leve og producere på.

Den økonomiske krise har vi ladet opstå, fordi vi i alt for mange år lod en liberalistisk politik være grundstenen i økonomien.

Et fuldstændigt frit marked for penge og kapital,

for de hurtige og uproduktive gevinster i højsædet, frem for velstand skabt ved reelt produktion.

Resultatet blev, at liberalismen gik fallit, og vi skal nu alle sammen være med til at rydde op.

Men alle problemer har en løsning.

Vi skal i Europa skabe en ny grøn økonomisk vækst.

Vi skal sammen gennem offentlige investeringer sætte økonomiske aktiviteter i gang,

så vi kan skabe forbrug, vækst, arbejdspladser og social tryghed.

Men det skal ikke være et nyt forbrug af kummefrysere, speedbåde og fladskærme.

Det kan vores miljø ikke tåle.

Det skal være en vækst i vedvarende energi, renovering af boliger og udbyggelse af den kollektive trafik.

På den måde får vi både løsning af klimaproblemet og nye arbejdspladser samtidig.

To kriser – en løsning. 

Men forudsætningen er, at der er politisk vilje til det.

Alt for længe har man troet på liberalismen, og på at markedet kan løse problemet. Det tror højrefløjen stadig på, selv om vi i virkeligheden lige udenfor vores vinduer kan se, at det ikke passer.

Vi skal i stedet genvinde troen på, at man kan føre en politik, der bygger på grøn og social regulering af markeder.

Det er valget mellem højre og venstre: troen på højrefløjens liberalisme eller venstrefløjens grønne og sociale markedsregulering.

Højrefløjens passivitet eller venstrefløjens handling.

Vi skal i Europa også beskytte og udvikle vores velfærdssamfund og vores arbejdsmarkedsmodeller.

Her er den vandrende arbejdskraft med de østarbejderne blevet en udfordring.

Rundt omkring os ser vi, at der kommet en fare for, at der er mennesker fra østlandene, der arbejder i Danmark under for ringe løn- og arbejdsvilkår.

Det ser man også i andre EU-lande.

Det ser højrefløjen ikke som et problem. Men det gør vi på venstrefløjen.

Det kan i den forbindelse ikke understreges tydeligt nok:

Vi har gået ind for alle udvidelser af EU,

og vi vil også gå ind for de næste østudvidelser.

Et fredeligt Europa forudsætter et helt Europa.

Og det kan heller understreges tydelig nok:

Alle nye EU-borgere er velkomne i Danmark – også på arbejdsmarkedet. Vi er åbne mennesker.

Men det er mennesker, der er velkomne. Det er ikke ethvert lønsystem.

I Danmark er der kun et lønniveau: Overenskomstens.

Det skal vi kæmpe for på måde, så det sker sammen med de nye østarbejdere og ikke imod dem.

Det er dybest set en menneskelig opgave.

Vi skal lære den polske bygningsarbejder og den rumænske landarbejder bedre at kende, og få et fælles syn på tingene.

Den store europæiske udfordring i de kommende år er,

at lønmodtagere, fagbevægelse og partier på tværs af grænser skal lære at arbejde sammen.

Der er masser af politiske kræfter der hellere vil sætte os op mod hinanden,

 og appellere til nationalisme og mistænksomhed.

Den fristelse skal vi ikke falde for.

Det vil ikke bringe os noget godt.

Fremtidens kamp for demokrati og social retfærdig er international og skal bygge på solidaritet og forståelse med menneskene i de andre europæiske lande.

Med hinanden - ikke mod hinanden.

Der er en lige linje fra mere end hundrede års kamp for stadig bedre grundlove og velfærd i Danmark

til den europæiske kamp for et stadig mere demokratisk EU og fælles europæiske løsninger på vores grænseoverskridende problemer.

Og det handler både grundlovsdag og valget på søndag om.  

Afslutning

Der er valg til Europaparlamentet på søndag. Det er et valg mellem højre og venstre.

SF opstiller til Europaparlamentsvalg i valgforbund med socialdemokraterne og de radikale. De er vores allierede.

Vi har også modstandere. De findes i 2 grupper.

Først er der Venstre og Konservative. Det er de borgerlige.

De tror, at vi blot kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at problemerne løser sig selv gennem markedet.

Det kan man ikke bygge et samfund på.

Så er der Dansk Folkeparti, Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.  Det er de småborgerlige.

De lever åndeligt på en idyllisering af fortiden, og mistænksomhed overfor fremtiden. 

Det kan man hverken bygge et samfund eller en fremtid på.

Vi lever i øjeblikket med 2 kriser:

En klimakrise og en økonomisk krise.

De kriser er skabt af mennesker, og at de kan løses af mennesker.

Men det forudsætter, at der er politisk vilje til at handle.

Det kommer der kun, hvis dansk politik og europæisk politik tager et skridt til venstre.

Husk det på søndag.

Tak for ordet.

Dansk Folkeparti (DF) går til EU-valg på ”Giv os Danmark tilbage”.

Men der er ingen der har taget Danmark fra os. Vi har med åbne øjne valgt at afgive suverænitet for at løse nogle fælles problemer sammen med de andre lande i EU. Til gavn for Europa, Danmark og det danske demokrati. Alternativet ville være handlingslammelse. EU er nødvendigt – også for demokratiet. Til gengæld skal vi have brudt DFs monopol på danskheden.

Bragt i Ekstrabladet den 4. juni 2009

Efter liberalismens fallit med en finanskrise, der er blevet til en realøkonomisk krise, er der brug for en ny tro på social og grøn politiks regulering af markedet. Vi bør som en fælles EU-koordineret indsats gøre tre ting.

For det første bør EU få en fælles overstatslig banklovgivning og finanstilsyn.

For det andet  skal EU-landene få en ny grøn økonomisk vækst, der med offentlige investeringer i vedvarende energi, renovering af boliger og udbygning af Europas kollektive trafik skaber arbejdspladser og støtter klimaet samtidigt.

Endelig skal ny EU-lovgivning sikre vores velfærdssamfund mod, at vandrende arbejdskraft – der er velkommen – fører til social dumpning, hvor Europas lønmodtagere konkurrerer med hinanden på dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Den økonomiske krise er – ligesom klimakrisen – skabt af mennesker og kan løses af mennesker. Men det forudsætter, at Europa politisk tager et skridt til venstre.

Bragt i Jyllandsposten den 4. juni 2009

I valgkampen til EU-parlamentsvalget den 7. Juni har vi bemærket, at Dansk Folkeparti har en mærkesag om, at vi skal genindføre grænsekontrol.

Når man spørger  uddybende har det vist sig, at man ikke bare vil genindføre den stikprøvekontrol, som vi havde før vi kom i Schengen-samarbejdet  i 1994, men DF vil simpelt hen have, at alle der vil ind i Danmark skal vise pas ved et begrænset antal grænsestationer. Formålet er angiveligt at forebygge kriminalitet.

Men det er en tosset ide.

For det første kommer langt de fleste udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, ind på ganske lovlig vis, på turistvisum eller fordi de som EU-borgere har ret til at komme.

For det andet skal man lige gøre sig klart, hvem der er det store flertal af mennesker, der vil ind i Danmark: Det er danskere, som vil hjem ! Det er hr. og fru. Jensen, der har været ned at grænsehandle. Dem vil DF nu sende i en bilkø og kontrollere hver og en ? Samtidig er det sønderjyder, som vil besøge familie og venner lige syd for grænsen. De skal nu køre en omvej og over de officielle grænseposter.

DFs forslag vil være uden effekt på kriminalitet og til gene for mange almindelige danskere.

Lad os i stedet styrke EU’s politisamarbejde Europol, afskaffe den retslige undtagelse og samarbejde mere om grænseoverskridende kriminalitet.

Skrevet med Karl Bornhøft i Nordjyske Stifttidende den 29. maj 2009

For tiden er der flere politikere fra V og K der med Bendt Bendtsen i spidsen er begyndt sige, at Tyrkiet ikke skal være medlem af EU.

 

Det er meget mærkeligt af 2 grunde.

 

For det første er beslutningen om, at Tyrkiet skal være medlem på et tidspunkt allerede taget i 2004 af de europæiske regeringer, herunder Danmarks regering. Der er altså tale om, at den tidligere vicestatsminister direkte undsiger VK-regeringen og den linie han selv har været med til at lægge. I spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab er det os andre, der holder sigtepunktet klar.

For det andet er det absurd, at mange politikere med stor patos siger ”Tyrkiet som vi kender det i dag kan ikke blive medlem af EU”. Nej. Det er der da ved grød heller ikke nogen, der har sagt. Tyrkiet kan blive medlem, når de lever op til de kriterier for demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi og offentlig forvaltning, som er defineret af de europæiske regeringer helt tilbage i 1993. Den mest almindelige antagelse er, at det vil tage 10-15 år. Til den tid vil der efterfølgende sikkert også komme en lang overgangsordning for den tyrkiske arbejdskrafts fri bevægelighed ind i det øvrige EU.

Men nu til selve sagen. For SF er der ingen tvivl: Selvfølgelig skal vi arbejde for at Tyrkiet kommer  med i EU. For Europas skyld. Vi kan stille os følgende spørgsmål: Hvad vil tjene Europas sikkerhed mest ? At Tyrkiet politisk orienterer sig mod mellemøsten med dets totalitære stater. Eller at Tyrkiet politisk orienterer sig mod et Europa præget af demokrati, verdslighed, forsøg på social stabilitet og pragmatisme ? Det er naturligvis det sidste, der er i Europas interesse. Men for at skabe den orientering i tyrkisk politik, så skal Tyrkiet kunne se et EU-perspektiv.

Hvornår Tyrkiet bliver EU-medlem er i sidste ende op til hvor hurtigt Tyrkiet udvikler sig og hvilke signaler vi sender til Tyrkiet. Der er sket fremskridt de seneste år, men også tilbagefald og i øjeblikket er både de etniske mindretals situation, kvinders retsstilling og manglen på ytringsfrihed stadig langt fra det, der skal til. Men linjen skal være klar: Tyrkiet kommer med i EU, hvis demokrati og menneskerettigheder efterleves. Derfor skal EU støtte de progressive politiske kræfter i Tyrkiet og signalere tydeligt til tyrkerne, at et demokratisk Tyrkiets medlemskab af  EU er  både ønskeligt og muligt. Skrevet sammen med Anne-Grete Holmsgaard i Nordjyske Stifttidende 25. maj 2009.

For tiden lever vi med to kriser:En klimakrise og en økonomisk krise.

 

Når vi op til Europaparlamentsvalget den 7.  Juni er ude til valgmøder, så hører vi tit borgerlige politikere, der siger: ”To kriser, det er en for meget. Nu må vi først få styr på økonomien. Så må klimaproblemer vente til bagefter”.

Det er en tosset måde at tænke på. Klimaproblemerne er ikke en valgfri opgave, som kan vente til senere, når vi får lyst. I stedet skal vi bruge en politik, som kan løse klimaproblemer og økonomisk krise samtidig.

Det hedder ny grøn økonomisk vækst.

Vi skal indføre en aktiv økonomisk politik, som sætter ting i gang. Men vi skal ikke bare øge forbruget af fjernsyn, biler og ferier, som vi har gjort så mange før. Vi skal i stedet investere i teknologi, flere vindmøller og vedvarende energi, renovering af byggeri og udvikling af Europas kollektive trafik.

Det vil være en politik, der skaber nye jobs og samtidig er med til at løse klimaproblemerne. SF har, som en del af Europaparlamentets grønne gruppe, fremlagt en plan for dette. Vi vil skaffe 5 mill. nye grønne jobs i Europa på 5 år.

Hvad vil de borgerlige gøre?

Bragt med Kristen Touborg i de bergske blade 23. maj

I valgkampen til Europaparlamentsvalget den 7. juni burde der også være en debat om EU’s indblanding i dansk udlændingepolitik.

En indblanding, som SF hilser velkommen.

Baggrunden er, at vi sidste år oplevede nogle EU-domme, som stadfæstede, at dele af dansk udlændingepolitik, bl.a. 24-årsreglen, ikke holder i f.t. EU-retten. Mange politikere siger derfor : ”De skal ikke sidde nede i EU og bestemme over Danmarks udlændingepolitik”. Men det skal de.

Det er faktisk meningen, at EU skal blandes ind i dele af det vi kalder udlændingepolitik.

I 1972 vedtog et flertal af danskerne og danske politikere, at vi skulle med i EF. De vedtog en soleklar suverænitetsafgivelse. EF-ret kom over dansk ret. Det var kendt, at fri bevægelighed var et af grundprincipperne, som man gik ind i. Og den vedtagelse byggede befolkningsflertal og partier videre på med vedtagelsen af Det Indre Marked i 1986. Det indre marked betyder fri bevægelighed for arbejdskraft, og som en naturlig konsekvens heraf kan en EU-borger også familiesammenføres med sin ægtefælle lige der i EU, hvor han / hun ønsker det. Det kalder man i dansk politik ”et hul i loven”. Andre steder hedder sådan noget ”borgerrettigheder”. Disse rettigheder er en logisk følge af det indre marked-direktiv om ophold, som EU’s ministerråd vedtog i 2002 under det danske EU-formandskab, og hvor et bredt flertal i folketinget med Indre Marked-minister Bendt Bendtsen i spidsen stemte for opholdsdirektivet. EU-dommene, der bygger på opholdsdirektivet, er afledt af vores egne beslutninger, og danske politikere burde afholde sig fra dumsmarte fordømmelser af en EU-domstol, der blot dømmer som de samme politikere har besluttet. I den forbindelse takker SF Bendt Bendtsen for opholdsdirektivet. Det er det bedste VK-regeringen har gjort for dansk udlændingepolitik.

Der er således ikke grund til at beklage, at familiesammenføring er et EU-retsligt emne. Vi vil videre af den vej. EU vil i de kommende år udvikle en fælles asyl- og indvandringspolitik. Men Danmark vil stå udenfor pga. den retslige undtagelse. Derfor vil SF i dag af med den retslige undtagelse. Det er i det 21. århundrede absurd at tro, at man kan betragte flygtninge- og indvandringspolitik som et rent nationalt anliggende, som om vi levede i en osteklokke. Vi bør i stedet medvirke til at få udviklet en fælles asyl- og indvandringspolitik i EU. Så progressiv som muligt. For det er det, der er Europas – og derved Danmarks - behov.

Bragt i Weekendavisen den 21. maj 2009

I lang tid har der været en offentlig diskussion om, hvorvidt Geert Wilders skal inviteres til regeringens konference om antiradikalisering. På mærkværdig vis er den diskussion blevet drejet til, at hvis man ikke vil invitere Geert Wilders, så går man på kompromis med fundamentale frihedsidealer. Det er naturligvis noget vrøvl.

Uanset hvordan listen over inviterede kommer til at se ud, så vil nogen være fravalgt. Kriteriet for at blive inviteret må være, at man har noget interessant og kvalificeret af bidrage med. Men sådan er det ikke i dansk politik. Her vinder symbolpolitikken over substansen.

Det er uklart om det er en konference om antiradikalisering eller om ytringsfrihed.

Men hvis konference er om antiradikalisering, så må man tage en principiel beslutning om, hvorvidt der kun skal være gæster, der selv er antiradikale. I så fald er Geert Wilders uinteressant. Men man kunne også vælge at se den ægte vare og bede radikale elementer bidrage. Så er Geert Wilders interessant. For at holde balancen kunne man jo fra den modsatte radikale grøft invitere repræsentanter for islamistiske standpunkter. Andet ville jo være at gå på kompromis med…. - ja hvad ?

Men måske skal konferencen handle om ytringsfrihed, selv om det ikke officielt indgår i beslutningen om konferencen. Så vidt jeg ved vil Geert Wilders forbyde koranen. Hans vil altså have mere ytringsfrihed for folk, der mener som ham selv, men mindre ytringsfrihed for folk, der mener noget andet end ham selv. Det synspunkt er ikke særligt original. Det deles af cirka to tredjedele af verdens stats- og regeringsledere. Så i stedet for Geert Wilders kunne man lige så godt invitere Saudi Arabiens udenrigsminister. Så vil regeringen også have en af sine allierede tilstede.

FNs racismekonference – Durban II – endte sidst i april godt. De vestlige lande havde været under pres, fordi Organisationen af Islamiske Lande (OIC) arbejdede på at få et forbud mod krænkelser af religioner ind i konferencens sluttekst, hvilket selvfølgelig ville have været helt uacceptabelt.

I de politiske nekrologer over statsminister Anders Fogh Rasmussen er et af de mest populære emner, hvordan det gik med den værdikamp, som han forsøgte at sætte i gang. Nøgternt set må man sige at han tabte. Men det er ikke de kulturradikale, hallalhippierne, rundkredspædagogerne og landsforræderne der vandt. Det gjorde Dansk Folkeparti. Men Venstre - Danmarks liberale parti - er blandt taberne, fordi de aldrig fik skabt sig en position. De vidste ikke, hvad de positivt ville med værdikampen.

Da Fogh lancerede værdikampen skulle det være et liberalt opgør med smagsdommere. Meget logisk for en liberal. Men hvad skete der ? De fyrede smagsdommere blev blot udskiftet med andre mere borgerlige smagsdommere og mange flere af dem. Der findes i dag en kanon – det vil sige en statsautoriseret facitliste – for stort set alle livets forhold. Er det hvad liberale mennesker altid har drømt om ? Nej vel. Kontrollogikken blev i øvrigt taget med over i velfærdspolitikken, hvor der i dag er mere statslig detailstyring end nogen sinde før. Liberal sejr ? Tja bum, bum, bum.

Men det store problem for regeringspartierne er, at de aldrig rigtigt fik sat substans på værdidebatten. På en god dag kunne f.eks. Brian Mikkelsen og Bertil Haarder finde ud af at sige, at de var imod kulturradikalismen. At høre en angiveligt liberal minister distancere sig fra noget der i sidste ende har rødder i den franske revolutions værdigrundlag må i den forbindelse i øvrigt have lydt mærkeligt for nogle liberale. Men hvad var de for? Det kneb det med at forklare. Når de endeligt prøvede, så endte de gerne at fremhæve frihedsværdier som netop kommer fra kulturradikalismen og dens inspirationskilder. Især kulturminister Brian Mikkelsen havde det problem, at han ikke vidst, hvad den kulturradikalisme, som han skulle være imod, bestod af. Han ved ikke, at meget af kulturradikalismen historisk har været en borgerlig modernisering af vores tænkning.

Men Dansk Folkeparti hat vundet ved krigserklæringen mod kulturradikalismen, fordi det vitterligt er alt, hvad de er imod. DF er et parti med rødder i alt det før-moderne og et had til alt der har rødder i både fransk revolution, det moderne gennembrud, traditionskritik, internationalisme osv., osv. Derfor overhalede de selvbevidste DFere hurtig de borgerlige, der ikke vidste hvad de ville, og har rettet nogle effektive slag mod en kulturradikalisme, der i øvrigt var blevet alt for slap, institutionaliseret og doven.

Men en selvbevidst borgerlig kulturposition, som ikke bare er Dansk Folkepartis nationalkonservatisme, det har vi ikke fået.  I dag findes der nærmest ikke nogen borgerlig ideolog, der kan sige, hvad det vil sige, at være liberal. Derfor har Venstre og Andres Fogh Rasmussen tabt værdikampen gennem fravær. Så måske skulle Foghs afgang bruges som et startskud for, at regeringspartierne kommer ud af DFs skygge og finder sin egen værdipolitiske identitet. Hvis en ny generation af kulturradikale foretog en tilsvarende intellektuel oprustning, så kunne vi måske få den skarpe og kvalificerede værdidebat, som vi har manglet i de 7 år med Fogh. Bragt i Information 8. april 2009.