Den burde end ikke kunne leve 14 dage i agurketiden.Til gengæld burde de nuværende dumpekarakterer til udenrigsminister Lene Espersen været givet til hende for længst for den måde hun klarede sine tidligere ministerposter.De første 7 år af VK-regeringens levetid var Lene Espersen justitsminister. Dengang ville hun så gerne opfattes om en ”skrap moster”. Men det eneste vi fik fra hende var en mislykket politireform og strengere straffe, der ikke som lovet gav mindre kriminalitet. Da Lene Espersen stoppede som justitsminister var der mere kriminalitet end da hun startede. Hvad er der ”skrap moster” ved det ? Det er da til dumpekarakter.Så var hun Erhvervsminister i 1½ år. Ved den første bankpakke ville hun være liberalist og sagde ”lad falde hvad ej kan stå”. Ugen efter gav hun garanti for alle. Slingrekurs. Den økonomiske politik har heller ikke været noget at prale af. En al for lempelig finanspolitik med ufinansierede skattelettelser i toppen. Det kæmper vi så med konsekvenserne af i dag. Dumpet.Men som udenrigsminister har hun indtil videre ikke lavet nogen ulykker ud over lidt ligegyldigt pjækkeri. Det kan ske for enhver skoleelev. Så hvis vi absolut skal have en VK-regering 1½ år endnu, så lad os da beholde Lene Espersen på udenrigsministerposten, hvor det ikke kan gå helt galt.Men hun burde være dumpet for dårlig indsats for længst. Men det sker nok snart. Den samlede VK-klasse skal jo snart til den store afgangseksamen.

Det er en rigtig god ide.

Men så synes jeg, at vi i den forbindelse skulle prøve noget helt nyt: Et principprogram, der faktisk får en betydning for den politik, som vi fører. Praktisk politik, der ikke er afledt af en mere principiel tænkning er ofte uvæsentlig. Men omvendt er teoretisk tænkning, der ikke vil vedkende sig den politiske praksis uinteressant. I SF har vi desværre alt for ofte holdt teori og praksis som to helt adskildte verdener. Hvis vi fortsætter emd det, så kan et nyt principprogram være lige meget.

Men lad os prøve. Hvad skal der så stå i det nye principprogram ?

Jeg synes, at et nyt program kan formuleres kort og klart. Der er 5 betragtninger der er væsentlige:

1. Socialismeforståelsen.

Det bedste bud på en socialismeforståelse er, at socialisme er at lade alle samfundsprocesser gennemsyre af demokrati, også økonomien. Det sidste er forskellen til en borgerlig samfundsopfattelse.

Målet er det frigjorte menneske.

Den økonomiske model må være ideen om socialistisk markedsøkonomi. Det vil sige en markedsøkonomi, der er reguleret af samfundets demokratiske institutioner af sociale og miljømæssige motiver og som giver almindelige mennesker stadig mere indflydelse på deres eget arbejdsliv.

2. Et kultursyn

Vi skal bygge på arven fra den franske revolution, det moderne gennembrud og kulturradikalismen. Modsætningen er konformitetskrav og småborgerlighed.

3. Et social syn

Danmark er et klassesamfund. Vi lever i et 5/6 samfund, hvor 1/6 vedholdende sættes udenfor fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det skald er gøres op med ved hjælp af uddannelsesreformer og arbejdsmarkedsreformer.

4. Et natur- og miljøsyn

Vi skal kæmpe for bæredygtighed i alle produktionsprocesser og kræve, at det rige lande går foran i klimapolitiken.

5. Et syn på international politik.

Demokratiske værdier er universielle. Men konflikter, totalitarisme og terror er først og fremmest næret af fattigdom og undertrykkelse. Derfor den vigtigste sikkerhedspolitik kampen mod fattigdom og undertrykkelse. Det skal  afspejles i vores politik. Vi skal også arbejde ud fra erkendelsen af, at Danmark er en småstat, for hvilke gammeldags tænkning om national suverænitet er irrelevant. Det handler derimod om at få indflydelse på verdensordenen gennem internationale organisationer, især FN og EU.

Det skyldes måske, at vi i Danmark ikke er de store antikommunister, som vi gerne ville være.

For i Danmark lever og trives kommunismen ganske godt. Hvorfor nu det? Jo, hvis man glemmer al bragesnak og betragter kommunismen som de tanker, der reelt lå bag de diktaturstater, som var i Østeuropa i 1949-89, så var der især to bærende tanker: for det første ideen om, at al borgernes aktivitet skulle reguleres af staten gennem detaljeret lov og bureaukrati.

For det andet ideen om, at der i samfundet kun skulle være en kultur, som blev styret af partiet og staten, og alle konkurrenter til denne kultur skulle dæmoniseres.

Der var ikke plads til pluralisme (i dag kaldet multikulturalisme).

Begge disse ideer trives i bedste velgående i dansk politik i dag. De fremføres bare ikke af noget kommunistparti, men af de store danske partier, især VKO-regeringen.

Ideen om detailstyring har den nuværende forfinet efter sin socialdemokratiske forgænger.

Aldrig før har offentligt ansatte skullet bruge så meget af sin arbejdstid på registreringer og administration frem for at producere sin kerneydelse.

Og aldrig før er borgere, der modtager en ydelse, f. eks. en overførsel eller behandling, blevet mødt med bureaukratiske barrierer og mistænksomhed som i dag.

Men det er endnu værre med kulturen.

Der findes efter otte års VKO-styre en kanon (dvs. en statslig facitliste) for alle livets forhold.

Unge mennesker skal hurtigst muligt frem til uddannelsesstederne med den eksplicitte maoistiske begrundelse, at livets mening er at være et produktionsinput til bruttonationalproduktet. Vores udlændingepolitik er et stort konformitetskrav.

FOR AT BLIVE statsborger skal man skrive under på, at man har bestemte tanker. Politikere gør sig i ramme alvor til talsmænd for, at lovgivningsmagten skal bestemme, hvordan borgerne må gå klædt.

Dansk Folkeparti forsøgte sig engang sågar med et forslag om, at der skulle lovgives om, hvilket sprog forældre taler til deres børn i deres eget hjem.

Sådan kunne man fortsætte.

Uanset disse politikeres selvforståelse og officielle program, så afspejler det en tænkning helt på linje med den, partichef Honecker stod for i DDR.

Og i Danmark står denne tænkning om statslig detailstyring og konformitet betydelig stærkere i dag end i 1989.

9. november tændte jeg et lys i vinduet til ære for de befriede østtyskere. Men de kan passende sende en tanke tilbage til mig. For i mit land står kommunismen stærkere end nogensinde før. Båret frem af borgerlige partier.

Aldrig før er borgere, der modtager en ydelse, f. eks. en overførsel eller behandling, blevet mødt med bureaukratiske barrierer og mistænksomhed som i dag. (bragt i Politiken d. 12. november 2009)

Men fortvivl ikke. Agurketiden kommer igen næste år med alle sine glæder.

Måske skulle vi i det kolde politiske vinterhalvår udskrive en konkurrence om, hvad der skal være næste års emne til agurketiden. Hvis man mangler inspiration, kan man se på de seneste to år.

I 2008 var agurketiden om muslimske tørklæder på hovedet af danske dommere.

Dette fænomen var ganske vist fuldstændigt ukendt, hvilket fik mange af os til at tro, at debatten hurtigt ville standse.

Men nej, det forholdt sig lige modsat. Netop det, at problemet i praksis er ukendt, gør debatten dejligt uforpligtende, så enhver kan være med.

Når problemet ikke findes, gør det ikke så meget, at man ikke har tænkt sine tanker til ende.

I 2009 var tørklæderne bogstaveligt talt blevet for små, så vi måtte ty til forbud mod burkaer for at få et ordentligt agurketidsemne.

Igen et problem, der stort set ikke eksisterer, men som handler om muslimer. Perfekt.

Jyllands-Posten havde givet ideens ophavsmand, Naser Khader, der for tiden er konservativ, den service, at man lod ham trække de mest tåbelige dele af sine tanker i land, før de kom i avisen.

Alligevel vakte ideen opsigt, fordi vores medlemmer af landets lovgivende forsamling ikke havde tænkt over, om et burkaforbud ville være grundlovsstridigt eller imod konventioner.

Når store ånder tænker principielt, kan man jo ikke lade sig begrænse af den slags (grundlov og konventioner er ikke udtryk for noget principielt, forstås).

Så når vi skal have agurketid i juni 2010, er kriterierne for at vinde valg af emne følgende: N Det skal handle om muslimer.

Det skal handle om et problem, som stort set ikke findes i Danmark.

Synspunkterne skal have lov til at være uforpligtende - man behøver ikke have tænkt sine tanker til ende. En Naser Khader eller en Karen Jespersen, der for tiden er fra Venstre, skal kunne være med.

Den, der har den bedste idé til ovenstående, vil få fri spalteplads hele sommeren 2010. Vi ses til sommer. Alle kan være med-

(bragt i JyllandsPosten d. 3. oktober 2009)

Herefter må enhver støtte til Israels hær og Hamas retsforfølges efter terrorlovene.

(bragt i JyllandsPosten 21. september 2009)

(bragt i Politken 28. august 2009)

Af alle Naser Khaders mange politiske strøtanker er dette en af de dummeste. Som om det i et liberalt demokrati er lovgivningsmagten og staten, der skal bestemme, hvordan borgerne skal gå klædt.

KHADER finder burkaen kvindeundertrykkende og, at der med hans egne ord »ikke er nogen praktisk grund til at gå i burka«. Det sidste har han ret i. Burka er upraktisk. Ligesom det er upraktisk, at teenagere går med bukserne halvvejs nede om røven, bruger bikinitop på stranden eller går i unødigt dyrt designertøj. Det var lettere, hvis vi alle gik i det samme, ligesom kineserne gjorde i formand Maos kommunistiske samfund med enhedskultur.

PROBLEMET er, at Khader, ligesom politikere fra Dansk Folkeparti, er så dårligt integreret i dansk politisk kultur, at han ikke forstår, at Danmark er et pluralistisk liberalt demokrati og ikke et totalitært samfund. Khader (og DF’erne) forstår ikke de vestlige og danske værdier og deres implikationer.

Han opfører sig som en kommunist.

En position, som Dansk Folkeparti ellers havde alene, f. eks. med deres forslag om, at der skal lov for, hvilke sprog forældre må tale med deres børn i deres eget hjem, eller deres gamle ide om, at ikke bare kriminelle udlændinge skal udvises, men også deres familie i tre led. Men Khaders udspil kunne være en god start på en ny værdikamp.

De, der vil et pluralistisk, liberalt demokrati, der begrænser sin indblanding i borgernes liv, over for de totalitære, der vil en påtvungen enhedskultur for alle livets forhold.

Men Khader skal lige svare på to ting. For det første: Hvad skal straffen være for at gå med burka? I Sudan er en kvinde på vej til at få 40 piskeslag for at gå med bukser. Skal vi have den samme strafferamme? For det andet: Hvor mange går med burka i Danmark? Gudskelov er agurketiden snart forbi.

(bragt i Politiken d. 19. august 2009)

På det sidste har jeg rundt om på valgmøder hørt mange sige: ”EU er dødkedelig”.

Det er jeg enig i.

Det er ikke underholdningsværdien, der udmærker EU.

Men jeg har også mødt mange mennesker, der siger: ”EU er helt uforståelig og uoverskuelig”

Det er jeg ikke enig i.

I virkeligheden er både EU og valget på søndag enkelt.

Det er et valg mellem et politisk højre og et politisk venstre – ligesom ved alle folketingsvalgene de sidste 100 år.

For lidt over 100 år siden sagde dansk politiks store kæmper Viggo Hørup til et grundlovsmøde:

”Der vil altid være et højre og et venstre; thi der vil altid være forskel på dem der vil frem, og dem der vil holde igen eller tilbage. Det er den deling, der varer. Det andet er kun modesager”.

Sådan er det også i dag – både i Danmark og i Europa, i EU.

Valget er mellem det politiske højre og det politiske venstre.

Det gælder ved valget til Europa-parlamentet, som det har gjaldt ved folketingsvalgene i flere generationer.

Danmark

I dag fejrer vi den danske grundlov. Det er der god grund til. Vores grundlov er rammen for et demokrati, som efter internationale standarder er rigtigt godt.

Men vi skal huske, at den første grundlov, som vi fik for 160 år siden ikke var fejlfri. Den gav stemmeret til mænd, der havde ejendom.

Men gennem tiden -  fordi venstre side i dansk politik har kæmpet for det  - har vi fået stadig bedre grundlove:

Kvinderne og tjenestefolk fik stemmeret, parlamentarismen blev grundlovsfæstet, færinge og grønlændere blev ligeberettigede borgere. 

Fremskridt på fremskridt.

På samme måde med vores velfærdssamfund.

For 100 år siden levede vi i den minimalstat som vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen engang ønskede os tilbage til.

Minimalstaten var umyndiggørende – den var et sted, hvor fanden tog de sidste.

Men fordi fagbevægelsen og partierne til venstre for midten gennem mere end 100 år brugte vores demokrati til at kæmpe for sociale fremskridt,

så har vi i dag et solidarisk samfund,

hvor vi med et stærkt socialt sikkerhedsnet har myndiggjort det enkelte menneske.

Minimalstaten var umyndiggørelse – velfærdssamfundet er myndiggørelse.

Både vores demokrati og vores velfærdssamfund har stadig mangler,

der er stadig uligheder

og deres føres somme tider politik, der trækker i den forkerte retning.

Det er den nuværende regering danmarksmester i.

Derfor er der fortsat brug for en venstrefløj.

Partier til venstre for midten skal fortsat kæmpe for, at vi ikke kun har ytringsfrihed, men også ytringslighed,

så det ikke kun er politikere og kendte personer, der kan ytre sig,

men også menigmand.

Partierne til venstre for midten skal også dæmme op for ny ulighed, som skabes af starthjælp, kontanthjælpsloft og social udstødelse og dårlig integration.

Men grundlæggende er venstre side dansk politik nået langt de sidste 100 år

– vi har et stærkt demokrati

og et samfund baseret på en stærk solidaritetsfølelse os mennesker imellem.

Det er skabt af fagbevægelse og partier i en kamp mellem det politiske højre og det politiske venstre.

Europa

Hvis vi så kigger ud i Europa, så skal vi her til at føre præcis den samme kamp, som vi her hjemme i Danmark har ført i over 100 år for demokrati og social retfærdighed.

Det er det som EU og et parlamentsvalg handler om.

Valget mellem højre og venstre.

Globaliseringen har gjort, at en række problemer ikke længere kan løses lokalt,

men skal løses sammen med mennesker i andre lande.

Miljøproblemer og klimaproblemet kender ikke til landegrænser.

Og  vores sociale tryghed afhænger i fremtiden af, at lønmodtagere holder sammen på tværs af grænser.

I øjeblikket lever vi som europæere og som verdensborgere med 2 store kriser:

En klimakrise og økonomisk krise

Klimakrisen har vi skabt gennem vores måde at leve og producere på.

Den økonomiske krise har vi ladet opstå, fordi vi i alt for mange år lod en liberalistisk politik være grundstenen i økonomien.

Et fuldstændigt frit marked for penge og kapital,

for de hurtige og uproduktive gevinster i højsædet, frem for velstand skabt ved reelt produktion.

Resultatet blev, at liberalismen gik fallit, og vi skal nu alle sammen være med til at rydde op.

Men alle problemer har en løsning.

Vi skal i Europa skabe en ny grøn økonomisk vækst.

Vi skal sammen gennem offentlige investeringer sætte økonomiske aktiviteter i gang,

så vi kan skabe forbrug, vækst, arbejdspladser og social tryghed.

Men det skal ikke være et nyt forbrug af kummefrysere, speedbåde og fladskærme.

Det kan vores miljø ikke tåle.

Det skal være en vækst i vedvarende energi, renovering af boliger og udbyggelse af den kollektive trafik.

På den måde får vi både løsning af klimaproblemet og nye arbejdspladser samtidig.

To kriser – en løsning. 

Men forudsætningen er, at der er politisk vilje til det.

Alt for længe har man troet på liberalismen, og på at markedet kan løse problemet. Det tror højrefløjen stadig på, selv om vi i virkeligheden lige udenfor vores vinduer kan se, at det ikke passer.

Vi skal i stedet genvinde troen på, at man kan føre en politik, der bygger på grøn og social regulering af markeder.

Det er valget mellem højre og venstre: troen på højrefløjens liberalisme eller venstrefløjens grønne og sociale markedsregulering.

Højrefløjens passivitet eller venstrefløjens handling.

Vi skal i Europa også beskytte og udvikle vores velfærdssamfund og vores arbejdsmarkedsmodeller.

Her er den vandrende arbejdskraft med de østarbejderne blevet en udfordring.

Rundt omkring os ser vi, at der kommet en fare for, at der er mennesker fra østlandene, der arbejder i Danmark under for ringe løn- og arbejdsvilkår.

Det ser man også i andre EU-lande.

Det ser højrefløjen ikke som et problem. Men det gør vi på venstrefløjen.

Det kan i den forbindelse ikke understreges tydeligt nok:

Vi har gået ind for alle udvidelser af EU,

og vi vil også gå ind for de næste østudvidelser.

Et fredeligt Europa forudsætter et helt Europa.

Og det kan heller understreges tydelig nok:

Alle nye EU-borgere er velkomne i Danmark – også på arbejdsmarkedet. Vi er åbne mennesker.

Men det er mennesker, der er velkomne. Det er ikke ethvert lønsystem.

I Danmark er der kun et lønniveau: Overenskomstens.

Det skal vi kæmpe for på måde, så det sker sammen med de nye østarbejdere og ikke imod dem.

Det er dybest set en menneskelig opgave.

Vi skal lære den polske bygningsarbejder og den rumænske landarbejder bedre at kende, og få et fælles syn på tingene.

Den store europæiske udfordring i de kommende år er,

at lønmodtagere, fagbevægelse og partier på tværs af grænser skal lære at arbejde sammen.

Der er masser af politiske kræfter der hellere vil sætte os op mod hinanden,

 og appellere til nationalisme og mistænksomhed.

Den fristelse skal vi ikke falde for.

Det vil ikke bringe os noget godt.

Fremtidens kamp for demokrati og social retfærdig er international og skal bygge på solidaritet og forståelse med menneskene i de andre europæiske lande.

Med hinanden - ikke mod hinanden.

Der er en lige linje fra mere end hundrede års kamp for stadig bedre grundlove og velfærd i Danmark

til den europæiske kamp for et stadig mere demokratisk EU og fælles europæiske løsninger på vores grænseoverskridende problemer.

Og det handler både grundlovsdag og valget på søndag om.  

Afslutning

Der er valg til Europaparlamentet på søndag. Det er et valg mellem højre og venstre.

SF opstiller til Europaparlamentsvalg i valgforbund med socialdemokraterne og de radikale. De er vores allierede.

Vi har også modstandere. De findes i 2 grupper.

Først er der Venstre og Konservative. Det er de borgerlige.

De tror, at vi blot kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at problemerne løser sig selv gennem markedet.

Det kan man ikke bygge et samfund på.

Så er der Dansk Folkeparti, Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.  Det er de småborgerlige.

De lever åndeligt på en idyllisering af fortiden, og mistænksomhed overfor fremtiden. 

Det kan man hverken bygge et samfund eller en fremtid på.

Vi lever i øjeblikket med 2 kriser:

En klimakrise og en økonomisk krise.

De kriser er skabt af mennesker, og at de kan løses af mennesker.

Men det forudsætter, at der er politisk vilje til at handle.

Det kommer der kun, hvis dansk politik og europæisk politik tager et skridt til venstre.

Husk det på søndag.

Tak for ordet.

Men der er ingen der har taget Danmark fra os. Vi har med åbne øjne valgt at afgive suverænitet for at løse nogle fælles problemer sammen med de andre lande i EU. Til gavn for Europa, Danmark og det danske demokrati. Alternativet ville være handlingslammelse. EU er nødvendigt – også for demokratiet. Til gengæld skal vi have brudt DFs monopol på danskheden.

Bragt i Ekstrabladet den 4. juni 2009

For det første bør EU få en fælles overstatslig banklovgivning og finanstilsyn.

For det andet  skal EU-landene få en ny grøn økonomisk vækst, der med offentlige investeringer i vedvarende energi, renovering af boliger og udbygning af Europas kollektive trafik skaber arbejdspladser og støtter klimaet samtidigt.

Endelig skal ny EU-lovgivning sikre vores velfærdssamfund mod, at vandrende arbejdskraft – der er velkommen – fører til social dumpning, hvor Europas lønmodtagere konkurrerer med hinanden på dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Den økonomiske krise er – ligesom klimakrisen – skabt af mennesker og kan løses af mennesker. Men det forudsætter, at Europa politisk tager et skridt til venstre.

Bragt i Jyllandsposten den 4. juni 2009

Når man spørger  uddybende har det vist sig, at man ikke bare vil genindføre den stikprøvekontrol, som vi havde før vi kom i Schengen-samarbejdet  i 1994, men DF vil simpelt hen have, at alle der vil ind i Danmark skal vise pas ved et begrænset antal grænsestationer. Formålet er angiveligt at forebygge kriminalitet.

Men det er en tosset ide.

For det første kommer langt de fleste udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, ind på ganske lovlig vis, på turistvisum eller fordi de som EU-borgere har ret til at komme.

For det andet skal man lige gøre sig klart, hvem der er det store flertal af mennesker, der vil ind i Danmark: Det er danskere, som vil hjem ! Det er hr. og fru. Jensen, der har været ned at grænsehandle. Dem vil DF nu sende i en bilkø og kontrollere hver og en ? Samtidig er det sønderjyder, som vil besøge familie og venner lige syd for grænsen. De skal nu køre en omvej og over de officielle grænseposter.

DFs forslag vil være uden effekt på kriminalitet og til gene for mange almindelige danskere.

Lad os i stedet styrke EU’s politisamarbejde Europol, afskaffe den retslige undtagelse og samarbejde mere om grænseoverskridende kriminalitet.

Skrevet med Karl Bornhøft i Nordjyske Stifttidende den 29. maj 2009

Det er meget mærkeligt af 2 grunde.

For det første er beslutningen om, at Tyrkiet skal være medlem på et tidspunkt allerede taget i 2004 af de europæiske regeringer, herunder Danmarks regering. Der er altså tale om, at den tidligere vicestatsminister direkte undsiger VK-regeringen og den linie han selv har været med til at lægge. I spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab er det os andre, der holder sigtepunktet klar.

For det andet er det absurd, at mange politikere med stor patos siger ”Tyrkiet som vi kender det i dag kan ikke blive medlem af EU”. Nej. Det er der da ved grød heller ikke nogen, der har sagt. Tyrkiet kan blive medlem, når de lever op til de kriterier for demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi og offentlig forvaltning, som er defineret af de europæiske regeringer helt tilbage i 1993. Den mest almindelige antagelse er, at det vil tage 10-15 år. Til den tid vil der efterfølgende sikkert også komme en lang overgangsordning for den tyrkiske arbejdskrafts fri bevægelighed ind i det øvrige EU.

Men nu til selve sagen. For SF er der ingen tvivl: Selvfølgelig skal vi arbejde for at Tyrkiet kommer  med i EU. For Europas skyld. Vi kan stille os følgende spørgsmål: Hvad vil tjene Europas sikkerhed mest ? At Tyrkiet politisk orienterer sig mod mellemøsten med dets totalitære stater. Eller at Tyrkiet politisk orienterer sig mod et Europa præget af demokrati, verdslighed, forsøg på social stabilitet og pragmatisme ? Det er naturligvis det sidste, der er i Europas interesse. Men for at skabe den orientering i tyrkisk politik, så skal Tyrkiet kunne se et EU-perspektiv.

Hvornår Tyrkiet bliver EU-medlem er i sidste ende op til hvor hurtigt Tyrkiet udvikler sig og hvilke signaler vi sender til Tyrkiet. Der er sket fremskridt de seneste år, men også tilbagefald og i øjeblikket er både de etniske mindretals situation, kvinders retsstilling og manglen på ytringsfrihed stadig langt fra det, der skal til. Men linjen skal være klar: Tyrkiet kommer med i EU, hvis demokrati og menneskerettigheder efterleves. Derfor skal EU støtte de progressive politiske kræfter i Tyrkiet og signalere tydeligt til tyrkerne, at et demokratisk Tyrkiets medlemskab af  EU er  både ønskeligt og muligt. Skrevet sammen med Anne-Grete Holmsgaard i Nordjyske Stifttidende 25. maj 2009.

Når vi op til Europaparlamentsvalget den 7.  Juni er ude til valgmøder, så hører vi tit borgerlige politikere, der siger: ”To kriser, det er en for meget. Nu må vi først få styr på økonomien. Så må klimaproblemer vente til bagefter”.

Det er en tosset måde at tænke på. Klimaproblemerne er ikke en valgfri opgave, som kan vente til senere, når vi får lyst. I stedet skal vi bruge en politik, som kan løse klimaproblemer og økonomisk krise samtidig.

Det hedder ny grøn økonomisk vækst.

Vi skal indføre en aktiv økonomisk politik, som sætter ting i gang. Men vi skal ikke bare øge forbruget af fjernsyn, biler og ferier, som vi har gjort så mange før. Vi skal i stedet investere i teknologi, flere vindmøller og vedvarende energi, renovering af byggeri og udvikling af Europas kollektive trafik.

Det vil være en politik, der skaber nye jobs og samtidig er med til at løse klimaproblemerne. SF har, som en del af Europaparlamentets grønne gruppe, fremlagt en plan for dette. Vi vil skaffe 5 mill. nye grønne jobs i Europa på 5 år.

Hvad vil de borgerlige gøre?

Bragt med Kristen Touborg i de bergske blade 23. maj

En indblanding, som SF hilser velkommen.

Baggrunden er, at vi sidste år oplevede nogle EU-domme, som stadfæstede, at dele af dansk udlændingepolitik, bl.a. 24-årsreglen, ikke holder i f.t. EU-retten. Mange politikere siger derfor : ”De skal ikke sidde nede i EU og bestemme over Danmarks udlændingepolitik”. Men det skal de.

Det er faktisk meningen, at EU skal blandes ind i dele af det vi kalder udlændingepolitik.

I 1972 vedtog et flertal af danskerne og danske politikere, at vi skulle med i EF. De vedtog en soleklar suverænitetsafgivelse. EF-ret kom over dansk ret. Det var kendt, at fri bevægelighed var et af grundprincipperne, som man gik ind i. Og den vedtagelse byggede befolkningsflertal og partier videre på med vedtagelsen af Det Indre Marked i 1986. Det indre marked betyder fri bevægelighed for arbejdskraft, og som en naturlig konsekvens heraf kan en EU-borger også familiesammenføres med sin ægtefælle lige der i EU, hvor han / hun ønsker det. Det kalder man i dansk politik ”et hul i loven”. Andre steder hedder sådan noget ”borgerrettigheder”. Disse rettigheder er en logisk følge af det indre marked-direktiv om ophold, som EU’s ministerråd vedtog i 2002 under det danske EU-formandskab, og hvor et bredt flertal i folketinget med Indre Marked-minister Bendt Bendtsen i spidsen stemte for opholdsdirektivet. EU-dommene, der bygger på opholdsdirektivet, er afledt af vores egne beslutninger, og danske politikere burde afholde sig fra dumsmarte fordømmelser af en EU-domstol, der blot dømmer som de samme politikere har besluttet. I den forbindelse takker SF Bendt Bendtsen for opholdsdirektivet. Det er det bedste VK-regeringen har gjort for dansk udlændingepolitik.

Der er således ikke grund til at beklage, at familiesammenføring er et EU-retsligt emne. Vi vil videre af den vej. EU vil i de kommende år udvikle en fælles asyl- og indvandringspolitik. Men Danmark vil stå udenfor pga. den retslige undtagelse. Derfor vil SF i dag af med den retslige undtagelse. Det er i det 21. århundrede absurd at tro, at man kan betragte flygtninge- og indvandringspolitik som et rent nationalt anliggende, som om vi levede i en osteklokke. Vi bør i stedet medvirke til at få udviklet en fælles asyl- og indvandringspolitik i EU. Så progressiv som muligt. For det er det, der er Europas – og derved Danmarks - behov.

Bragt i Weekendavisen den 21. maj 2009

Uanset hvordan listen over inviterede kommer til at se ud, så vil nogen være fravalgt. Kriteriet for at blive inviteret må være, at man har noget interessant og kvalificeret af bidrage med. Men sådan er det ikke i dansk politik. Her vinder symbolpolitikken over substansen.

Det er uklart om det er en konference om antiradikalisering eller om ytringsfrihed.

Men hvis konference er om antiradikalisering, så må man tage en principiel beslutning om, hvorvidt der kun skal være gæster, der selv er antiradikale. I så fald er Geert Wilders uinteressant. Men man kunne også vælge at se den ægte vare og bede radikale elementer bidrage. Så er Geert Wilders interessant. For at holde balancen kunne man jo fra den modsatte radikale grøft invitere repræsentanter for islamistiske standpunkter. Andet ville jo være at gå på kompromis med…. - ja hvad ?

Men måske skal konferencen handle om ytringsfrihed, selv om det ikke officielt indgår i beslutningen om konferencen. Så vidt jeg ved vil Geert Wilders forbyde koranen. Hans vil altså have mere ytringsfrihed for folk, der mener som ham selv, men mindre ytringsfrihed for folk, der mener noget andet end ham selv. Det synspunkt er ikke særligt original. Det deles af cirka to tredjedele af verdens stats- og regeringsledere. Så i stedet for Geert Wilders kunne man lige så godt invitere Saudi Arabiens udenrigsminister. Så vil regeringen også have en af sine allierede tilstede.

Da Fogh lancerede værdikampen skulle det være et liberalt opgør med smagsdommere. Meget logisk for en liberal. Men hvad skete der ? De fyrede smagsdommere blev blot udskiftet med andre mere borgerlige smagsdommere og mange flere af dem. Der findes i dag en kanon – det vil sige en statsautoriseret facitliste – for stort set alle livets forhold. Er det hvad liberale mennesker altid har drømt om ? Nej vel. Kontrollogikken blev i øvrigt taget med over i velfærdspolitikken, hvor der i dag er mere statslig detailstyring end nogen sinde før. Liberal sejr ? Tja bum, bum, bum.

Men det store problem for regeringspartierne er, at de aldrig rigtigt fik sat substans på værdidebatten. På en god dag kunne f.eks. Brian Mikkelsen og Bertil Haarder finde ud af at sige, at de var imod kulturradikalismen. At høre en angiveligt liberal minister distancere sig fra noget der i sidste ende har rødder i den franske revolutions værdigrundlag må i den forbindelse i øvrigt have lydt mærkeligt for nogle liberale. Men hvad var de for? Det kneb det med at forklare. Når de endeligt prøvede, så endte de gerne at fremhæve frihedsværdier som netop kommer fra kulturradikalismen og dens inspirationskilder. Især kulturminister Brian Mikkelsen havde det problem, at han ikke vidst, hvad den kulturradikalisme, som han skulle være imod, bestod af. Han ved ikke, at meget af kulturradikalismen historisk har været en borgerlig modernisering af vores tænkning.

Men Dansk Folkeparti hat vundet ved krigserklæringen mod kulturradikalismen, fordi det vitterligt er alt, hvad de er imod. DF er et parti med rødder i alt det før-moderne og et had til alt der har rødder i både fransk revolution, det moderne gennembrud, traditionskritik, internationalisme osv., osv. Derfor overhalede de selvbevidste DFere hurtig de borgerlige, der ikke vidste hvad de ville, og har rettet nogle effektive slag mod en kulturradikalisme, der i øvrigt var blevet alt for slap, institutionaliseret og doven.

Men en selvbevidst borgerlig kulturposition, som ikke bare er Dansk Folkepartis nationalkonservatisme, det har vi ikke fået.  I dag findes der nærmest ikke nogen borgerlig ideolog, der kan sige, hvad det vil sige, at være liberal. Derfor har Venstre og Andres Fogh Rasmussen tabt værdikampen gennem fravær. Så måske skulle Foghs afgang bruges som et startskud for, at regeringspartierne kommer ud af DFs skygge og finder sin egen værdipolitiske identitet. Hvis en ny generation af kulturradikale foretog en tilsvarende intellektuel oprustning, så kunne vi måske få den skarpe og kvalificerede værdidebat, som vi har manglet i de 7 år med Fogh. Bragt i Information 8. april 2009.

Sjovt nok får diskussionen om SFs ideologi flest bidrag fra folk udenfor SF.

På den ene side er de borgerlige partier blevet meget optaget af at fremhæve SFs socialistiske karakter som et parti, erhvervsfjendsk og nationaløkonomisk helt uansvarligt. Denne forestilling kan dementeres ved læsning af SFs økonomiske politik eller ved at se på f.eks. de finanslovsforslag, som vi har lagt på bordet i de sidste mange år. Offensiven fra de borgerlige skyldes naturligvis, at de er begyndt at blive bange for SF som en parlamentarisk trussel, samtidigt med, at de selv er løbet tør for positive budskaber om eget program.

På den anden side er der alt det, der har en selvforståelse som venstrefløj til venstre for SF. Her er deres eget projekt ligesom hos de borgerlige  mere eller mindre i opløsning. I den forbindelse har man valgt det stik modsatte billede, nemlig at SF, som prisen for sin succes ,har solgt ud af alt ideologisk gods for at komme til magten. Psykologien er, at de pågældende i eget mismod i det mindste kan lune sig ved følelsen af at være de eneste, der holder fast i socialismens idealer. En af de mere morsomme udgaver af denne holdning kunne man på SFs jubilæumsdag læse i Politiken fra en historikereprofessor, der mente at SFs store ideologiske hamskifte var i 2008 da et par SFere kom med nogle poppede udtalelser om udlændingepolitikken. Der må man altså sige, at der skal mere til for at man kan tale om et ideologisk paradigmeskift.

Måske skulle vi som SFere selv komme med en diagnose af partiets ideologiske tilstand. Som medlem af SF i næsten 20 år har jeg selv følgende bud: SF er stadig et socialistisk parti, men på en helt anden måde end ved partiets stiftelse i 1959.

Da SF blev stiftet var der 2 ting, der prægede socialismeforståelsen. For det første selve definitionen af socialisme. Den lød dengang som noget i retning af  ”Socialisme er arbejderklassens overtagelse af ejendomsretten over produktionsmidlerne”. For det andet var det opfattelsen, at et sådant samfund kunne skabes indenfor rammerne af en enkelt nationalstat. Det kunne man i Jugoslavien og andre steder, så det kunne man også i Danmark. Socialisme på dansk.

Begge disse antagelser er i dag forældede.

For det første er det i en globaliseret verden meningsløst at tænke ”socialisme på dansk”. En socialistisk kamp må være en del af en global, eller som minimum europæisk, sammenhæng. Alt andet vil være det rene Morten Korch.

For det andet bygger ideen om socialisme som overtagelse af ejendomsretten over produktionsmidlerne på en manglende forståelse af, hvad der er mål, og hvad der er midler. Det ideologiske mål må være noget mere og højere end ejendomsret. Mit bedste bud på en socialismedefinition er, at ”socialisme er,  at lade alle samfundsprocesser gennemsyre af demokrati, også økonomien”. Det er især i forhold til demokratisering af økonomien, at forskellen til en borgerlig samfundsopfattelse ligger. Hvad man så mener, der skal til for demokratisere må være noget som man konkret kun forholder sig til på kort og mellemlang sigt. Det vil kun føre til fantasteri at definere en præcis og firkantet demokratisering for samfundet om 100 år. I stedet skal man med baggrund i et langsigtet mål, der kun er formuleret overordnet og abstrakt, koncentrere sig om reformer på kort og mellemlang sigt. Derfor vil SFs kommende landsmøde supplere partiets principprogram med  et reformprogram, der giver et ideologisk grundlag for de næste 10-15 års reformarbejde. I klassisk socialistisk terminologi er denne tilgang  reformistisk, og gud ske lov for det. Der er i SFs historie gjort mange retoriske krumspring for at skabe en selvforståelse om SF som revolutionært parti. Men reelt har SF altid været et reformistisk socialistisk parti, hvilket de fleste SFere, der interesserer sig for den slags spørgsmål, godt ved. I dag har vi også en selvforståelse om, at SF ikke kun er et protestparti, men også et indflydelsesparti, der skaber konkret forandring gennem dannelse af politiske flertal, der bygger på kompromisser. Hvad ellers ? Det er mangelfuld socialistisk politik kun at ville indtage ideelle positioner. Derfor er SF efterhånden det eneste venstrefløjsparti. På et socialistisk grundlag, der anno 2009 må være internationalistisk og reformistisk. Bragt i Arbejderen den 8. april 2009.

For det første er selve den økonomiske handlekraft i pakken for lille og især u-landene er stadig ladt i stikken.  Selv om der officielt tales om over 1.000 milliarder dollars, så kunne Folkekirkens Nødhjælp allerede den 3. april fremlægge en analyse af, at det for en stor del var penge som allerede er lovet tidligere, som nu er teknisk fremskrevet. Samtidig er der kun lidt nyt til de helt fattige lande og ingen nye bistandsinitiativer.

Men for det andet – og vigtigst – har G20 landene mod forventning intet besluttet omkring klimaproblemerne. Et hvert håb om en ”Green New Deal” blev gjort til skamme.

Blandt borgerlige politikere – også i Danmark – er der en tendens til at mene, at vi ikke har råd til at løse de økonomiske problemer og klimaproblemet samtidigt. Man siger: ”Lige nu må vi få styr på økonomien, så ser vi på klima om et par år, når vi igen har råd til det”.

Men det er en helt forfejlet tankegang. Man skal tværtimod finde løsningerne på den økonomiske krise i de klimapolitiske løsninger. Den globale økonomi bør styrkes gennem massive grønne investeringer i vedvarende energi, renere teknologi og bæredygtig infrastruktur.

Den slags initiativer har G20 – landenes regeringer helt forpasset. Til gengæld har Europaparlamentets grønne gruppe, som SF er medlem af, næsten samtidigt med G20-topmødet fremlagt et investeringsprogram for bæredygtighed. Programmet er på 500 milliarder EURO over de næste 5 år  (100 milliarder EURO pr. år, svarende til 0,7% af EU’s BNP), som vil skabe 5 millioner arbejdspladser, heraf halvdelen inden for 2 år. Samtidigt opfordrer den grønne gruppe EU’s regeringer til at revitalisere EU’s Lissabonstrategi fra år 2000 om udvikling af en moderne vidensbaseret økonomi og tilføje denne en klimadimension.

Den slags initiativer er nødvendige for at Europa kan komme videre – bæredygtigt og socialt. Den kommende tid, og Europaparlamentsvalget den 7. Juni, vil vise om EU’s landenes politikere og regeringer har det mod til handling, som manglede ved G20-topmødet.

Det kunne man f.eks. se da Europaparlamentet drøftede den fælles klimapolitik i februar i år.

Den 3. Februar vedtog et stort flertal i Europaparlamentet, at EU’s målsætninger om 20% CO2-reduktion og 20% vedvarende energi i år 2020 skulle suppleres med en tredje målsætning om 20% forbedring af udnyttelsen af energi (mindre spild). Denne vedtagelse blev støttet af SF, socialdemokraterne og de radikale. Men Christian Rovsing fra de konservative og Mogens Camre fra Dansk Folkeparti stemte imod.

Den grønne gruppe, som SF er medlem af i Europa-Parlamentet, forslog også, at man skulle fastslå, at atomkraft ikke er en del af løsningen  på klimaudfordringen. Medlemslandene skulle opfordres til at udarbejde udfasningsplaner for atomkraft og der skulle udarbejdes nye og bedre EU-regler for sikkerhed i anvendelsen af atomkraft. SF’s forslag blev støttet af socialdemokraterne og de radikale, men blev stemt ned, bl.a. med stemmer fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.

SF og Den Grønne Gruppe stillede ligeledes forslag om, at EU-landenes opnåelse af planlage CO2-reduktioner i størst mulig grad skulle indfris gennem ægte tiltag i EU-landene og ikke bare gennem køb af CO2-kvoter i ulandene. Det fik støtte fra socialdemokraterne og de radikale, men blev stemt ned af bl.a. Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Endelig forsøgte den konservative gruppe i parlamentet, at få vedtaget en mindre målsætning for EU’s CO2 udslip i år 2050 end den der er den gældende. Det blev heldigvis stemt ned, men den konservative Christian Rovsing støttede en udvanding af målene.

Sådan er borgerlig klimapolitik. Pæne ord ved festlige lejligheder, men klimafjendtlig adfærd ved afstemningerne.

Så lad os lige få ham ud af hængekøjen og fastslå, hvad SFs mener om de 4 EU-undtagelser.

I dag er der kun 3 EU-undtagelser. Undtagelsen om unionsborgerskab blev indarbejdet i EU-traktaten for 10 år siden. SF vedtog i 2008, at vi vil af med forsvarsundtagelsen og den retslige undtagelse. Her adskiller vi os i øvrigt fra regeringen, der vil beholde dele af den retslige undtagelse.

For EUROen er SFs position, at vi er imod EUROen i dens nuværende form. Det er en formulering, der har vakt megen munterhed. Men synspunktet er ganske logisk. Vi har ikke noget principielt imod en fælles mønt. Det kan være fornuftigt at have en stor valuta frem for mange små. Ikke mindst i forhold til valutaspekulationer. Problemet er de økonomiske politikker, der følger med EUROen. Dem er SF imod. Derfor stemmer vi nej, hvis nogen skulle være så dum at udskrive folkeafstemning i morgen. Men hvis de pågældende politikker ændres til noget, som vi er for, så er vi parate til at skifte holdning til EUROen. Det standpunkt burde være logik for perlehøns. SF er sat i verden for at realisere vores program.

SF har især 2 problemer med EUROen.

For det første, at formålet med EUROens pengepolitik udelukkende er prisstabilitet. I stedet burde der som for USA’s centralbanks pengepolitik være en bredere velfærdsmålsætning.

For det andet er EUROens finanspolitiske konvergenskrav for medlemsstaternes inflation, statsgæld og budgetunderskud for restriktive. Vi ved godt, at der skete en moderation af disse krav i 2004-2005, men det er ikke nok. Især kravet om, at der ikke må være offentlige budgetunderskud på mere 3% af BNP er problematisk. Kravene giver ikke fleksibilitet til, at man i krisetider kan føre en nødvendig ekspansiv finanspolitik til fremme af beskæftigelse. Det ser man i øjeblikket, hvor en lang række EURO-lande rask væk overtræder konvergenskravene. Det er fornuftigt, og kommission og EU-domstol ser igennem fingre med det. Men den slags bananstats-fleksibilitet er ikke godt nok. Der må på sigt ske en formel ændring af EURO-konstruktionen til en mere reguleringsøkonomisk politik, der kan sikre velfærd og beskæftigelse.

Samtidigt burde EU-landene se på det indre markeds fri bevægelighed for kapital, som har medvirket til, at finanskrisen kunne opstå. EU har brug en fælles overstatslig kapitalregulering og et EU-finanstilsyn. Hvis udviklingen går den vej, så indgår SF gerne i forhandling om Danmarks position. Men vi advarer mod hurtige hovsa-agtige folkeafstemninger. En eventuel folkeafstemning om EUROen skal ske efter grundig debat.

SFs krav til EUROen er ikke spor urealistiske. De er tværtimod på linje med den erkendelse, der i de kommende år vil brede sig i EU-landene, om nødvendigheden af et opgør med de sidste 2 årtiers liberalistiske fantaseren til fordel for troen på social markedsregulering i Europas økonomiske politik.

Det prøver politiet tappert at mandsopdække og opklare, mens alverdens politikere forsøger at overgå hinanden i symbolpolitiske budskaber med tvivlsom effekt.

Men et væsentligt tiltag er desværre næsten helt udenfor debatten. Nemlig en legalisering af hash.

Bag bandekrigens mange middelalderlige  æreskampe  genner der sig en kamp om det københavnske hashmarked, som politiet vurderer har en værdi på en milliard kroner om året. Hvis hash blev legal kunne den handles lovligt og banderne ville miste alle disse penge og motivet til at kæmpe om dem. Det ville spare mange politiressourcer fra de meningsløse hash-razziaer på Christiania og det ville være et større slag for banderne end mange andre påhit fra politisk side.

Hash er selvfølgelig  farligt. Ligesom spiritus. I små mængder kan det nydes som rusmiddel. Det har mange mennesker gennem tiden gjort med både hash og spiritus. I store mængder kan begge dele ødelægge tilværelsen. Men ingen drømmer jo om at forbyde alkohol.  Så lad mennesker over 18 år købe hash under ordnede forhold uden at skulle være med til at finansiere kriminelle bander.

Så lad os slå bunden ud af bandekriminaliteten ved at frigive hashen under kontrollerede forhold. Bragt i Ekstrabladet 2. april 2009

Den eneste udtagelse, som vi i øjeblikket vil beholde, er undtagelsen fra EUROen, og selv vil her gælder det, at vi gerne vil have nogle ændringer af de politikker, der følger med EUROen, så vi kan blive i stand til at stemme ja ved en senere lejlighed.

Dette standpunkt har en lang historisk og politisk baggrund, som jeg gerne vil redegøre for her.

Men først må man se på EU-undtagelsernes tilblivelse.

De 4 EU-undtagelser kom til verden efter en folkeafstemning om Danmarks ratifikation af den nye EU-traktat, Maastrichttraktaten. Det lykkes den 2. juni 1992 en række forskellige politiske grupper – blandt andet SF – at få et nej til Maastrichttraktaten. Når man vinder sådan en folkeafstemning, så står man i en situation, hvor man skal finde en løsning på, at der stadig er et stort antal andre lande, der ønsker traktaten. SF havde taget stilling til dette før folkeafstemningen og meddelt, at vi kunne acceptere traktaten, hvis Danmark blev undtaget på 4 områder: unionsborgerskab, forsvarsdimension, overstatsligt retsligt samarbejde, og ØMUens 3. fase, den fælles mønt EUROen. Det kom vi igennem med i forhold til de andre partier i Det Nationale Kompromis. Ideen om 4 danske undtagelser blev accepteret af de andre EU-lande, og ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993 blev det vedtaget, at Danmark kunne ratificere Maastrichttraktaten på betingelse af den såkaldte Edinburgaftale om undtagelserne.

I SF forstillede vi os, at dansk europapolitik derefter kunne blive en kamp om det daglige indhold af EU-politikken med vægt på at tilføre EU en mere progressiv miljøpolitik og mere politisk regulering af Det indre Marked. Men den ambition blev et arbejde op ad bakke. De borgerlige partier forsøgte i 90erne uafladeligt at gøre en afskaffelse af de 4 undtagelser et kernen i den europapolitiske debat – også for at dække over egen mangel på en indholdspolitik for EU. Den borgerlige kritik af undtagelserne forstummede dog efter folketingsvalget i 2001 af hensyn til Dansk Folkeparti. Men nu er undtagelserne til debat igen og SF vil gerne af med dem. Dog med betingelser med hensyn til EUROen. Hvorfor nu det ?

Da SF tilbage i 1992 formulerede sin kritik af Maastrichttraktaten bestod den dels af en overordnet unionskritik, og dels en konkret kritik for hvert af de 4 undtagelsesområder.

Først det overordnede. Da Maastrichttraktaten kom så mange det som en unionsudvikling, der på lang sigt kunne føre til noget, der ville ligne en europæisk forbundsstat, hvilket er demokratisk uønskeligt, fordi nationalstaten trods alt var det bedste sted at forankre et demokrati. Det skulle undtagelserne værne imod. De blev valgt fordi, statsborgerskab, retsvæsen, forsvar og mønt var det, der kendetegner en stat. Men hvis man så gør status i dag, så må man sande, at hvis denne trussel nogen sinde har eksisteret, så gør den det ikke i dag. Nationalstaten lever og har det godt. Det gælder desværre især, hvis man måler på negative parametre. De stærkeste institutioner i EU er ministerrådet og Det Europæiske Råd. De steder gør regeringerne uafladeligt til markedspladser for reaktionære nationale særinteresser. Eksemplerne er mange. Angela Merkels angreb på EUs kemikaliereform til ære for tysk industri. De franske præsidenters forsvar af vanvittige landbrudsordninger. Spilfægterier om enkeltlandes bidrag til klimaproblematikken, osv., osv. Nationalstaten vil på godt og ondt også være den stærkeste politiske enhed i Europa de næste mange generationer. Der er ikke brug for EU-undtagelser for at værne om den.

Dernæst er der de konkrete problemer med hver enkelt undtagelse.

Først kan man fastslå, at undtagelsen som vi aldrig taler om, undtagelsen for unionsborgerskab, ikke længere eksisterer. Undtagelsen, som i virkeligheden blot var en præcisering af, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for nationalt statsborgerskab, blev i med Amsterdamtraktaten sidst i 90erne gjort til almindeligt traktatstof for alle EU-lande.

Den forsvarspolitiske undtagelse skulle oprindeligt værne mod en potentiel ny blokdannelse i form af et militaristisk EU gennem genoplivning af Vestunionen (WEU), der havde haft en meget militaristisk politisk retorik. Denne trussel er ikke aktuel i dag. Vestunionen er nedlagt. EU-landene har nedrustet. Til gengæld har forsvarsundtagelsen givet os problemer. For det første indeholder den et løfte til de andre lande om, at Danmark ikke vil forhindre de andre lande i at videreudvikle den militære dimension i EU og derved også er afskåret fra påvirke dele af den fremtidige sikkerhedspolitik i EU. Hvad værre er, så har den forsvarspolitiske undtagelse i en række konkrete tilfælde de sidste 10 - 15 år betydet, at Danmark har måttet afstå fra deltage i handlinger som f.eks. fredsbevarelse i Makedonien og Bosnien. Disse aktioner har alle været nogle, som man som venstreorienteret har måttet ønske Danmarks deltagelse i. Derfor må forsvarsundtagelsen væk.

Den retslige undtagelse skulle værne os mod et overvågningssamfund. Det kan der stadig være brug for. Men en EU-undtagelse er i praksis ikke vejen frem, når et bredt politisk flertal i Danmark alligevel til enhver tid er parat til at overføre enhver EU-retsregel i terrorbekæmpelsens navn. Så slaget skal stå i EU. Desuden er den retslige undtagelse idag en hindring for at deltage i fremtidig løsning af grænseoverskridende problemer i asyl- og indvandringspolitik. Det giver ikke mening at tænke disse problemer som nationale spørgsmål, hvor 27 EU-lande skal have 27 politikker. Derfor vil EU i de kommende år bl.a. udvikle en fælles asyl- og indvandringspolitik. Danmark naturligvis være med. Derfor må den retslige undtagelse væk.

Til sidst er der undtagelsen fra den fælles mønt, dvs. ØMUens 3. fase, hvor Danmark kun er med til og med 2. fase i form af et fastkurssamarbejde med EURO-området. Det har vakt megen munterhed, at vi har sagt, at ”SF er imod EUROen i dens nuværende form”. Men synspunktet er ganske logisk. Vi har ikke noget principielt imod en fælles mønt. Det kan være fornuftigt at have en stor valuta frem for mange små. Ikke mindst i forhold til valutamarkedets spekulationer. Problemet er de økonomiske politikker, der følger med EUROen. Dem er SF imod. Derfor stemmer vi nej, hvis nogen skulle være så dum at udskrive en folkeafstemning i morgen. Men hvis de pågældende politikker ændres til noget, som vi er for, så er vi parate til at skifte holdning til EUROen. Det standpunkt burde være logik for perlehøns. SF er sat i verden for at realisere vores program.

SF har især 2 problemer med EUROen. For det første, at formålet med EUROens pengepolitik udelukkende er prisstabilitet. I stedet burde der som for USA’s centralbanks pengepolitik være en bredere velfærdsmålsætning. For det andet er EUROens finanspolitiske konvergenskrav for medlemsstaternes inflation, statsgæld og budgetunderskud for restriktive. Vi ved godt, at der skete en moderation af disse krav i 2004-2005, men det er ikke nok. Især kravet om, at der ikke må være offentlige budgetunderskud på mere 3% af BNP er problematisk. Kravene giver ikke fleksibilitet til, at man i krisetider kan føre en nødvendig ekspansiv finanspolitik til fremme af beskæftigelse. Det ser man i øjeblikket, hvor en lang række EURO-lande rask væk overtræder konvergenskravene. Det er fornuftigt, og kommission og EU-domstol ser igennem fingre med det. Men den slags bananstats-fleksibilitet er ikke godt nok. Der må på sigt ske en formel ændring af EURO-konstruktionen til en mere reguleringsøkonomisk politik, der kan sikre velfærd og beskæftigelse. Samtidigt burde EU-landene se på det indre markeds fri bevægelighed for kapital, som har medvirket til, at finanskrisen kunne opstå. EU har brug en fælles overstatslig kapitalregulering og et EU-finanstilsyn. Hvis udviklingen går den vej, så indgår SF gerne i forhandling om Danmarks position. Men vi advarer mod hurtige hovsa-agtige folkeafstemninger. En eventuel folkeafstemning om EUROen skal ske i ”fredstid” efter en grundig debat i offentligheden. SFs krav til EUROen er i øvrigt ikke spor urealistiske. De er tværtimod på linie med den erkendelse, der i de kommende år vil brede sig i EU-landene, om nødvendigheden af et opgør med de sidste 2 årtiers liberalistiske fantaseren til fordel for troen på social markedsregulering i Europas økonomiske politik.

SF har altså i dag en position, hvor vi i dag gerne vil af med EU-undtagelserne. Det er udtryk for, at vi har udviklet vores politik med udviklingen i den virkelighed, der omgiver undtagelserne. Men det er også udtryk for en udvikling i SFs tænkemåde. SF har historiske rødder i unionsmodstanden. Men den handlede for meget om, hvad vi som danskerne kunne blive fri for at være med i. I dag er vi mere optaget af, hvordan venstreorienterede borgere i en småstat får indflydelse på verdens gang. Det sker gennem internationale organisationer. Derfor er SF i dag et EU-positivt parti. Det er den nødvendige position for venstrefløjen ved indgangen til det 21. århundrede.

Denne regering vil ikke kunne skabe mere stabilitet og derved heller ikke større reel sikkerhed  for den israelske befolkning.

Det skyldes 2 forhold. Det ene er, at den nye regering ikke bygge sin politik på en anerkendelse af, at den langsigtede løsning på mellemøstkonflikten er en to-statsløsning - en israelsk stat og en palæstinensisk stat. Det anerkendte den tidligere regering ligesom resten af verden.  Det andet problem er, at det er uklart, hvad regeringen vil gøre ved de ulovlige bosættelser, der er på Vestbreden, som øger konfliketen.

Mellemøstens – og derved Israels – interesse for fredsløsninger er de helt modsatte.

For det første burde Israel tage imod det stående tilbud fra de arabiske lande om anerkendelse og formel fred til gengæld for en palæstinensisk stat. Så må Israel opgive besættelsen af Vestbreden og fjerne bosættelser og den besættelsesmur, der er bygget inde i Palæstina. Hvis Israel vil have en mur, så kan de helt legitimt bygge den på grænsen mellem Israel og Palæstina.

For det andet burde Israel give Golanhøjderne tilbage til Syrien. Herved kunne der opnås varig fred med Syrien, der kan distancere sig fra rollen som bindeled mellem Iran og Hizbolla i Sydlibanon.  Syrien kan derved komme ud paria-rollen overfor Vesten.

En massiv udviklingsstøtte fra EU til Palæstina og Syrien ville understøtte disse processer.

Endelig kunne Israel passende få sine egne palæstinensiske statsborgere gjort til ligeværdige borgere, der ikke lever i diskrimination og hadstemninger i eget land.

Hvis Israel førte sådan en sikkerhedspolitik, så ville de underminere det politiske og folkelige grundlaget for terror mod Israel, på en måde, som vil give mere sikkerhed end nok så mange krigsangreb på den palæstinensiske befolkning.

Men det er ikke det, der ligger i kortene hos den nye israelske regering. Både israelere og palæstinensere har i disse år en forkærlighed for at vælge tåbelige ledere. Så skyerne trækker sig sammen over den mellemøstlige fredsproces.

Det burde EU-landenes regeringer ikke blot sidde passivt og se på. Tværtimod burde de se mellemøstsituationen som en anledning til, at EU ikke bare venter på USA, men for alvor optræder med en fælles EU-udenrigspolitik og gør sig bemærket med grundlæggende løsninger, der bygger på 2 stater, sikkerhed og økonomisk udvikling.

Set med SFs øjne bliver det et valg mellem en række borgerlige partier, der vil se passivt til mens Europas problemer vokser, eller centrum-venstre partierne, der tilbyder konkrete løsninger.

EU står overfor 2 problemer.

For det første klimaproblemerne. Sidst på året er det en ny FN-klimakonference i København. Det store spørgsmål er om det lykkes, at få USA, og derved sandsynligvis også Kina, til at indgå en ny klimaaftale. EU har allerede besluttet, at EU-landene skal have reduceret sit CO2-udslip med 20% i 2020 og tilbyde 30%, hvis der kommer international aftale i København. Men nu er det foreslået, at der skal lægges pres på USA og Kina ved at EU på forhånd lover en 30% målsætning, og FNs klimapanel foreslår, at de rige lande skal forpligte sig til at reducere med 60-80% i år 2050. Flere regeringer i EU – herunder den danske – er nølende. Det samme gælder de konservative og liberale i Europaparlamentet. Centrum-venstrepartierne er ikke i tvivl om, at EU skal forpligte sig på forstærkede målsætninger og medlemslandene forpligtes til at lave troværdige handlingsplaner for at nå det.

For det andet er Europa på vej ind i en økonomisk krise, som er udløst af finanskrisen. EU har i mere end 20 år ukritisk bygget sin økonomiske tænkning på liberalisme med ideen om det indre marked ikke kun for varehandel, men også for kapitalbevægelser. Europæisk finansaktivitet er blevet afreguleret på en måde, som nu er endt i en krise. Krisen har bragt bl.a. en række østeuropæiske lande på randen af statsbankerot og Europas regeringer har svært ved at finde fodslag om fælles løsninger. Det er åbenlyst, at liberalismen som økonomisk ideologi har spillet fallit, og SF og andre centrum-venstrepartier i Europa ønsker, at EU genopdager ideen om en socialt reguleret markedsøkonomi. EU må skabe en politisk stærk kapitalstyring, udvikle en ny moderne vidensøkonomi, og definere beskæftigelsespolitikker, der ikke bare venter på, at økonomien kommer på fode igen af sig selv.

Fælles for disse problemer er, at de er skabt af mennesker, og at de kan løses af mennesker. Men det forudsætter, at der er politisk vilje til at handle. Det kommer der kun, hvis dansk og europæisk politik tager et skridt til venstre.Bragt i Dagbladet 16. marts 2009

Dette jubilæum er ret overset. Det er en skam, for det cubanske revolutionsjubilæum burde egentligt give anledning til refleksion, ikke mindst i den del af den danske venstrefløj, som den 3. januar inviterede til revolutionsfest i korsgadehallen på Nørrebro. Her lider mange af den vrangforestilling, at Cuba er et demokrati med et styre, der stadig kan kaldes progressivt. At dette er et falsum burde ellers være åbenlyst.

Da cubanerne i 1959 afsatte Batista skaffede man sig af med en diktator, der brutalt undertrykte alle menneskerettigheder og samtidigt håndhævede en social orden med enorme uligheder, fattigdom, analfabetisme og ineffektivitet. Alt sammen underordnet USA’s interesser.

Efter revolutionen monopoliserede Castro og det cubanske kommunistparti hurtigt den politiske magt. De udøvede trods alt ikke magten med forgængeren Batistas brutalitet, men demokrati og menneskerettigheder kom der ikke. Til gengæld var der i de første årtier efter revolutionen betydelige sociale fremskridt. Derfor kunne Cubas kommunistparti ud fra en social analyse betragtes som en ny progressiv overklasse, der tilførte det cubanske samfund fornyelse.

Men verdenshistorien har ofte vist et mønster, hvor nye (over)klasser kommer til som progressive og ender som reaktionære og en klods om benet på fremskridtet. Eller som en marxist ville have udtrykt det: Produktivkræfternes udvikling og de herskende produktionsforhold står i et tilbagevendende modsætningsforhold, hvorfor produktionsforholdene må revolutioneres og nye klasser komme til magten.

Og det er der Cubas kommunistparti og Castros samfundsmodel befinder sig. Det kommunistiske diktatur med farceagtige valg, ingen respekt for elementære politiske rettigheder, politiske fanger og et uproduktivt planøkonomisk system står i vejen den cubanske befolkning. Deres potentialer og udviklingsmuligheder holdes nede.

Hvis det cubanske samfund skal udvikle sig skal de have et pluralistisk demokrati og under kontrollerede forhold indføre en socialt reguleret markedsøkonomi, der kan bære en velfærdsstat. Den udvikling kommer ikke frivilligt fra overklassen, det vil sige Cubas kommunistparti. De vil sikkert hellere lade Cuba udvikle sig som Kina, til en ny brutal kapitalisme styret af et kommunistparti, der af gavn bedre kan beskrives som fascistisk. Eller give op og lade samfundet gå i opløsning med sociale forhold som under Batista og et pseudodemokrati ejet af nye økonomiske oligarker. En positiv udvikling af Cuba som et demokratisk velfærdssamfund med en stærkt social reguleret markedsøkonomi kan kun komme, hvis befolkningen gør op med brødrene Castros kommunistparti.

Der er al mulig grund til at ønske cubanerne tillykke med 50 året for diktatoren Batistas fald. Det var deres eget værk og meget imponerende. Der var den vestlige verden ikke meget behjælpelig.

Nu må man håbe for dem, at det snart lykkes dem at føre klassekampen videre med en ny revolution og sætte det kommunistiske diktatur på porten.

Bragt i Information den 7. jaunar 2009

 onsdag den 19. november kl. 19 i SFUs lokaler, Blegdamsvej 24A, 2200 Kbh. N.Oplæg ved SFs europapolitiske ordfører, MF Anne Grete Holmsgaard og hovedbestyrelsesmedlem Ole Riisgaard.Efter denne temadrøftelse er der en kort orientering om, hvad hovedbestyrelsesmødet i øvrigt vil handle om.Alle medlemmer af SF er velkomne. Arr.: Landspolitisk Forum i SF-København, v./ Ole Riisgaard, SF-Nørrebro + HBEventuelle spørgsmål: ori@fvst.dk

I forsommeren blev den danske ambassade i Pakistan udsat for en terrorbombning, der kostede 8 mennesker livet.

I den anledning kom den radikale Margrete Vestager til at forlange ændring af dansk udenrigspolitik, hvilket fik statsministeren til at kaldte de radikales politik for Scaveniuspolitik.

Margrete Vestagers udmelding var også uheldig. Det uheldige bestod i timingen. For ligegyldigt hvad Margrete Vestager egentligt mente, så ville situationen kunne udlægges som om, at Danmark skulle give efter for terrorisme, hvilket naturligvis aldrig må ske.

Men da nu røgen har lagt sig kunne det være passende med en diskussion af, om Danmark har den rigtige udenrigspolitik, også i forhold til, hvad der skaber international terror.

I regeringens selvforståelse har vi en aktiv dansk udenrigspolitik, der er udtryk for en ny linie siden 2001. Denne linie består i, at vi har forladt småstatstænkningen og fører en principfast kurs i international politik til kamp for frihed og demokrati. Byggende på stærke moralske værdier og fri af lumpen pragmatisme.

Hvis Danmark virkelig havde sådan en udenrigspolitik ville det være en sejr for venstrefløjen. Men det er desværre et falsum. Regeringens udenrigspolitik er ikke et brud, men en fortsættelse af den historiske linie, der har været fra højremanden Estrups tilpasning til Tyskland, over den radikale P. Munchs pacifisme, til den kolde krigs holdningsløshed til diktaturstater, hvis bare de var med os i øst-vest-konflikten eller gavnede eksporten.

I dag er det stadigt sådan. Regeringen kan ikke finde ud af at kritisere menneskerettighedssituationen i Kina. I mellemøsten sker kritik af menneskerettighedsforhold kun over for de anti-vestlige diktaturer, mens lande som Saudi Arabien og Egypten altid går fri. Tortur som redskab i terrorbekæmpelse undgår man at tale om. Regeringen har aldrig formået at tage et håndfast standpunkt mod Rusland for folkemordet på det tjetjenske folk eller overfor Israel for undertrykkelsen af palæstinenserne. Og endelig Pakistan: Der herskede indtil for nylig en diktator, som kom til gennem et militærkup mod et ganske vist korrupt, men dog demokratisk styre. Han øgede fattigdom, korruption og fysisk undertrykkelse. Reaktion ? Han var vestens kæledægge.

Så set globalt eller med den fattige u-landsborgers øjne er det måske svært at få øje på en aktiv dansk udenrigspolitik, der er en principfast kurs til kamp for frihed og demokrati. Og det problem har mange af os andre sådan set også. Regeringen politik er ikke ædel og idealistisk. Den er tværtimod en fortsættelse af Scavenius underordnelsespolitik. Den eneste væsentlige forskel er, at Scavenius ikke hyklede.

Måske er regeringens Scaveniuspolitik en del af vores sikkerhedsproblem. Måske ville modviljen mod dansk udenrigspolitik være mindre, hvis vi tog vores officielle værdier mere alvorligt.

Så lad os få en ægte aktiv udenrigspolitik. Fordi det er rigtigt, men også fordi det er mere sikkert.

Ligesom i dansk udlændingepolitik er det reglerne for Det Indre Marked, der viser sig at være langt mere vidtrækkende end nogen politiker har fortalt os – sandsynligvis fordi de fuldstændigt har mistet overblikket over den europæiske integrations dynamik.

Den mest kendte sag er Laval sagen, hvor det lettiske firma Laval renoverede en svensk skole i byen Vaxholm med lettiske bygningsarbejdere, der blev lønnet efter en lettisk overenskomst. Det fik svenske bygningsarbejdere til at indlede en blokade mod firmaet, men sagen endte i december 2007 med, at EF-domstolen på baggrund af EU’s udstationeringsdirektiv dømte, at dette var konkurrenceforvridende og derfor ulovligt ifølge EF-retten.

Den situation er naturligvis uacceptabel. Et væsentligt element i velfærdssamfundet og demokratiet er, at lønmodtagere kan konflikte og aktionere sig til ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Et oplagt formål for fagbevægelsen er at undgå social dumpning og forældede vilkår på arbejdspladsen rundt om hjørnet. Ikke kun af hensyn til dem, der arbejder rundt om hjørnet, men også for at beskytte egne arbejdspladser mod konkurrenceforvridende arbejdsvilkår.

Heldigvis har den ellers lønmodtagerfjendske danske regering set problemet og følt sig presset til at fremlægge et lovforslag om at ændre udstationeringsloven, der er den danske implementering af EU’s udstationeringsdirektiv. Lovforslaget vil sikre, at det bliver lovligt at aktionere for lokal mindsteløn for udstationeret arbejdskraft.

SF støtter dette lovforslag. Men en dansk lovændring er en utilstrækkelig løsning. Derfor er det nødvendig, at presse regeringen at støtte de tiltag, som et flertal i Europaparlamentet i oktober, mod mange borgerlige stemmer, vedtog at arbejde for.

For det første må udstationeringsdirektivet ændres til at give arbejderbeskyttelse og konfliktret højere prioritet i forhold det frie marked.

For det andet må Danmark kræve en topmødebeslutning i form af en erklæring, en social protokol eller lignende, der stadfæster hensyn til lønmodtagerne og konfliktretten. Den slags er før set have retsdannende effekt ved EF-domstolen.

En sådan linie er nødvendig for at udbedre skaden. Hvis EU skal have en berettigelse, så skal de europæiske borgere kunne se, at systemet bruges til at løse deres konkrete problemer, ikke til at skabe problemer for dem. Vejen frem er mere social regulering af markedet. I dette tilfælde beskyttelse af konfliktretten. Alternativet er, at de europæiske lønmodtagere vender de internationale løsninger ryggen og overlader europæiske kampplads til småborgerlige nationalromantikere. Det kommer der ikke meget lønmodtagerbeskyttelse ud af.

I de seneste år har EU-samarbejdet været præget af et aftagende engagement i medlemslandene med deraf følgende ringe resultater i samarbejdet.

Forfatningstraktaten røg på gulvet og light-udgaven Lissabontraktaten lever en uvis fremtid. De mere konkrete politikområder går heller ikke for godt. Det eneste lyspunkt i nyere tid har været den vilje, der trods alt er til at løse finanskrisen.

Men hvor modvilje mod EU før var forbeholdt den pessimistiske del af venstrefløjen (en position der heldigvis er ved at uddø), så er småborgerlig nationalromantisk EU-skepsis i fremgang.

I den forbindelse har en ofte fremhævet kritik været, at EU er blevet udvidet for hurtigt og er blevet for stort. Rumænske hønsetyve og bulgarske driverter hører ikke til i EU.

Men intet kunne være mere forkert. EU bør tværtimod fortsat udvides. Et af formålene med, at EU overhovedet findes er, at sikre fred, sikkerhed og stabilitet i Europa. Ideen er, at lande med økonomi og politik vævet tæt ind i hinanden bliver så gensidigt afhængige, at krige bliver umulige. Set i det lys bør de gamle fjender Kroatien og Serbien om 10 år være medlemmer af EU. Men det stopper ikke der. Den helt store mundfuld er Tyrkiet.

Tyrkiet skal med i EU for Europas egen skyld. Vi kan stille os spørgsmålet: Hvad vil tjene Europas sikkerhed mest ? At Tyrkiet politisk orienterer sig mod mellemøstens totalitære stater, hvor flere er anti-vestlige og nogle er præget af fanatiske politisk-religiøse strømninger. Eller at Tyrkiet politisk orienterer sig mod et Europa præget af demokrati, verdslighed, forsøg på social stabilitet og pragmatisme ? Det er naturligvis det sidste, der er i Europas interesse.

Men det vil tage årevis. Tyrkiet skal leve op til københavnskriterierne om markedsøkonomi, ordentlig offentlig forvaltning samt demokrati og respekt for menneskerettigheder. Det vil tage Tyrkiet 10–20 år at kunne leve op til de krav, og for SF er kravene om demokrati og menneskerettigheder ufravigelige. Der er sket fremskridt de seneste år, men i øjeblikket er både de etniske mindretals situation og kvinders retsstilling i Tyrkiet stadig utålelig.

Men linien skal være klar: Tyrkiet kommer med i EU, hvis demokrati og menneskerettigheder efterleves. Derfor skal EU støtte de progressive politiske kræfter i Tyrkiet og signalere tydeligt til tyrkerne, at et demokratisk Tyrkiets medlemskab af  EU er  både ønskeligt og muligt.

Forholdet mellem dansk udlændingepolitik og EU-ret udvikler sig dag for dag stadig mere til en mærkelig blanding af tragedie og komedie. Tragedien er, at en række mennesker reelt har været nægtet deres rettigheder. Milevidt fra det gamle Venstre-slogan om ‘Mennesket frem for systemet’.

Komedien består i at iagttage den overraskelse og uvidenhed, som selv højtplacerede politikere udviser over for, hvad EU er for noget.

Den ene efter den anden siger i dag: »De skal ikke sidde nede i EU og bestemme over Danmarks udlændingepolitik«. Men det er faktisk meningen, at EU skal blandes ind i dele af det, vi kalder udlændingepolitik. I 1972 vedtog et flertal af danskerne og danske politikere, at vi skulle med i EF. De vedtog en soleklar suverænitetsafgivelse. EF-ret kom over dansk ret. Det var kendt, at fri bevægelighed var et af grundprincipperne, som man gik ind i. Og den vedtagelse byggede befolkningsflertal og partier videre på med vedtagelsen af Det Indre Marked i 1986. Vores retslige forbehold vedrører kun politikområder, der kom ind med Maastrichttraktaten i 1993.

Alt dette burde være klart for landets politikere, og de kan heller ikke være ubekendte med, at EF/EU-retten er dynamisk og domstolen aktivistisk. Hvis de har haft det skidt med alt dette, så har de kunnet anfægte det ved de skiftende regeringskonferencer om EU-traktater, ved konventet for forfatningstraktaten, eller i forhandlingerne om Lissabontraktaten. Det har de ikke gjort.

Men selv om løbet for en stor del er kørt, burde vi diskutere, hvor udlændingepolitikken skal defineres, og hvad den skal indeholde. Ser man på partierne, så er der tre positioner. Dansk Folkeparti vil have det hele besluttet i Folketinget. Kommer EF/EU-retten på tværs, så skal vi bare ignorere det. Ren bananstat. Regeringen og socialdemokraterne vil have det hele besluttet i Folketinget, men vil dog anstændigvis overholde EF/EU-retten.

Men SF mener faktisk, at det, vi kalder udlændingepolitik, for en dels vedkommende skal besluttes i fællesskab og forpligtende i EU. Det er i det 21. århundrede absurd at tro, at man kan betragte flygtninge- og indvandringspolitik som et rent nationalt anliggende. Det giver ikke mening at tænke disse problemer som nationale spørgsmål, som om vi levede i en osteklokke.

Derfor skal vi afskaffe Danmarks EU-retsundtagelse og få udviklet en fælles asyl- og indvandringspolitik i EU. Så progressiv som muligt. For det er det, der er Europas - og derved Danmarks - behov.

Bragt i Politiken 5. september 2008

Citat

Det er faktisk meningen, at EU skal blandes ind i dele af det, vi kalder udlændingepolitik

Jens Rohde har før vist sig som en både udfarende, men også principfast politiker. Men hvis han vil bruge disse talenter som liberal EU-politiker, så bliver han nødt til at tage et opgør med den fodslæbende og indadvendte EU-politik, som Venstre har stået for i de sidste år.

Venstre har siden de kom til regeringsmagten i 2001 sat al aktiv EU-politik på stand-by til ære for Dansk Folkeparti selv om dette parti i bund og grund er imod det europæiske samarbejde. Det har vi senest set i den modsætning der er kommet mellem den danske udlændingepolitik og EU-retten, hvor regeringen fuldstændig ignorerer behovet for en fælles europæisk asyl- og indvandringspolitik. Vi har set statsministeren droppe den nødvendige afskaffelse af forsvarsundtagelsen og retsundtagelsen med henvisning til uklarheden om Lissabontraktaten selv om undtagelserne intet har at gøre med Lissabontraktaten.

Venstre har også sovet i klima- og miljøpolitikken. EU’s klimapolitik har været drivende for, at der overhovedet kom en dansk politik – ikke omvendt. Og regeringen lod passivt Tyskland og den europæiske kemikalieindustri udvande det, der skulle have været EU’s store kemikaliereform, REACH. Listen kunne fortsættes. Den står i skærende kontrast til den aktive politik, som Uffe Ellemann-Jensen stod for. Den kunne man som venstreorienteret være imod. Men det var en kamp om, hvorvidt Europa skulle dreje mod venstre eller højre. I dag vil Venstre som dansk Folkeparti nærmest ikke være med.

Spørgsmålet er nu om Jens Rohde vil fortsætte denne visnepolitik eller om han vil give os en aktiv dansk europapolitik ?

Bragt i Information den 27. august 2008

Ganske vist er der for tiden en skattekommission, der fungerer som syltekrukke for skattedebatten, men vi ved alle sammen godt, hvad der er nødvendigt, hvis vi skal sikre velfærdsstatens finansiering og miljøets bæredygtighed om 30 år: Skattebyrden skal flyttes fra arbejde til bolig og miljø.

Det blev formuleret af Helle Thorning-Schmidt allerede i 2002 i hendes bog ”Forsvar for fællesskabet” i, side 148: ”Politikerne må tage en åben debat med befolkningen om det nødvendige skifte i skattesystemet. Vi slipper ikke for hårdere beskatning af ejendom og transportens miljøbelastning”. Helle Thorning-Schmidt havde helt ret i 2002. Man skal blot tilføje kravet om, at skattesystemet også skal føre til mindre ulighed end i dag. SF medvirker gerne.

Bragt i Politiken den 22. august 2008

Udspillet blevet pænt modtaget af de fleste politiske analytikere og fagfolk. Men alle politikere fra andre partier har reageret forudsigeligt med motivforskning og ved enten at bagatellisere eller dæmonisere udspillet. Integrationspolitikkens substans har derved indtil videre kun fået en birolle i den politiske debat. Men for os almindelige borgere er det altså substansen, der er mest interessant, så lad os lige starte der.

Udgangspunktet er, at VK-regeringen efter 7 år har haft held med at holde nogle mennesker ude af landet, men intet har fået udrettet for at forbedre  integrationen af de nydanskere, der er i Danmark. Integrationspolitikken for de mennesker, der er i landet, er gået i stå. Det må man som venstrefløjsparti forholde sig helt konkret til.

Derfor har vi fremlagt 13 forslag om bl.a. bedre folkeskole, indsats mod frafald på ungdomsuddannelser, særlige beskæftigelsestiltag for indvandrere, kamp mod racisme, bolig og arbejde til asylansøgere, ophold til sex-handlede kvinder samt afskaffelse af starthjælp og kontanthjælpsloft. Forslagene koster næsten en milliard kr. om året, så rent mundsvejr kan det ikke være. Alle disse forslag vil gøre en forskel for de mennesker de omhandler. Debatten burde handle om disse forslag. Men det har de øvrige partier undladt at forholde sig til. At det kan lade sig gøre i den offentlige debat kan undre. Birte Rønn Hornbæk er minister for integration, ikke for lukkede grænser og passivitet.

Fokus har i stedet især været på SF og 24 årsreglen. Sagen er, at SF er imod 24 årsreglen. I går, i dag og i morgen. Det har SFs seneste landsmøde også fastslået. Det fremgår også tydeligt af vores udspil. Vi finder 24 årsreglen både urimelig og nytteløs. Hvis nogen tæller efter 90 mandater, der vil ophæve 24 årsreglen, så skal de tælle SF med. Men det er et faktum – som vi ikke har hørt nogen benægte – at der vil være et stort flertal for 24 årsreglen også efter næste valg.

SF har valgt at arbejde med integrationsopgaven ud fra denne præmis og sagt, at vi vil være med at lave integrationspolitik med andre partier alligevel. Det har f.eks. Informations lederskribent og Enhedslisten bebrejdet os. Men hverken Information, Enhedslisten eller nogen andre kan jo anvise en position, som SF eller de selv kan indtage, som kan få 24-årsreglen væk efter næste valg. That´s a fact. En hel anden ting er, at SF og socialdemokraterne er enige om, at dansk lov skal følge EU-retten. Så måske løses nogle af problemerne på sigt den vej.

Det har været fremme i debatten, at SF har lavet dette integrationsudspil med socialdemokraterne på grund af hede ministerdrømme. Det er ikke tilfældet. Det er på grund af hede forandringsdrømme. Det er en venstrefløjs opgave at skabe konkret forandring. Det gør man ved at repræsentere en anden tænkning end den herskende. Men man gør det også ved at gå sammen med andre og komme med noget, der både er praktisk gennemførligt, og som vil kunne lade sig gøre parlamentarisk indenfor en overskuelig fremtid. Det er herved gjort. Fortsættelse følger.

Bragt i Information i forkortet udgave mandag den 18. august 2008

Den ene efter den anden siger idag: ”De skal ikke sidde nede i EU og bestemme over Danmarks udlændingepolitik”.

For de første er det her mærkeligt at høre EU omtalt i 3. person. Danmark er en del af EU og en del af EU’s beslutningsprocesser. Enten ved at folketinget vedtager, hvad regeringen skal mene i EU’s lovgivende forsamling, ministerrådet, eller ved at folketing og befolkning (når den får lov) vedtager om vi kan ratificere traktaterne. Så EU er ikke ”dem”, det er ”os”.

For det andet er det faktisk meningen at EU skal blandes ind i dele af det vi kalder udlændingepolitik. Helle Thorning-Smith tager fejl, når hun siger, at ”Det aldrig har været meningen, at EU skal bestemme dansk udlændingepolitik”.  Det har det. I 1972 vedtog et flertal af danskerne og danske politikere, at vi skulle med i EF. De vedtog en soleklar suverænitetsafgivelse. EF-ret kom over dansk ret. Det var kendt, at fri bevægelighed var et af grundprincipperne, som man gik ind i. Og den vedtagelse byggede befolkningsflertal og partier videre på med vedtagelsen af Det Indre Marked i 1986. Det eneste forbehold vi har taget er den retslige undtagelse, som kun vedrører politikområder, der kom ind med Maastrichttraktaten i 1993. Alt dette burde være klart for landets politikere, og de kan heller ikke være ubekendte med, at EF/EU-retten er dynamisk og domstolen aktivistisk.

Hvis de har haft det skidt med alt dette, så har de kunnet anfægte det ved de skiftende regeringskonferencer om EU-traktater, ved konventet for forfatningstraktaten, eller i forhandlingerne om Lissabontraktaten. Det har de ikke ønsket at gøre.

På den baggrund er det i øvrigt lidt morsomt, når vi ind imellem hører politiske kommentatorer, lederskribenter og politikere sige, at vi ikke skal holde folkeafstemninger om EU-traktater, fordi det er for kompliceret for befolkningen. Det er det måske, men vi kan da konstatere, at de folketingsmedlemmer, som man i stedet vil lade tage beslutningerne, heller ikke behersker stoffet. De har ved folkeafstemningerne i stedet ladet sig sende i byen med traktater de ikke har læst og argumenter de ikke forstår. Deres modvilje mod folkeafstemninger kommer i virkeligheden nok  mest af, at de er blevet trætte af den klovnerolle. Men det er en anden historie.

Men for almindelige borgere er det selvfølgelig altid interessant af diskutere, hvor udlændingepolitikken skal defineres og hvad den skal indeholde. Hvis man ser på partierne, så er der 3 positioner.

Dansk Folkeparti vil have det hele besluttet i folketinget, hvis EF/EU-retten kommer på tværs, så skal vi bare ignorere det. Ren bananstatspolitik. Regeringen og socialdemokraterne vil have det hele besluttet i folketinget, men vil dog anstændigvis overholde EF/EU-retten.

Men SF mener faktisk, at det vi kalder udlændingepolitik for en dels vedkommende skal besluttes i fællesskab og forpligtende i EU. Det er i det 21. århundrede absurd at tro, at man kan betragte flygtninge- og indvandringspolitik som et rent nationalt anliggende. Disse problemer må EU-landene løse sammen. Det giver ikke mening at tænke disse problemer som nationale spørgsmål, som om vi levede i en osteklokke. Derfor skal vi afskaffe Danmarks EU-retsundtagelse og få udviklet en fælles asyl- og indvandringspolitik i EU. Så progressiv som muligt. For det er det, der er Europas – og derved Danmarks - behov.

Bragt i Information den 12. august 2008

I forsommeren blev den danske ambassade i Pakistan udsat for en terrorbombning, der kostede 8 mennesker livet.

I den anledning kom den radikale Margrete Vestager til på en meget uheldig måde at forlange ændring af dansk udenrigspolitik. Det uheldige bestod i timingen. For ligegyldigt hvad Margrete Vestager egentligt mente, så ville situationen kunne udlægges som om, at Danmark skulle give efter for terrorisme, hvilket naturligvis aldrig må ske.

Men da nu røgen har lagt sig kunne det være passende med en diskussion af, om Danmark har den rigtige udenrigspolitik, også i forhold til, hvad der skaber international terror.

I regeringens selvforståelse har vi en aktiv dansk udenrigspolitik, der er udtryk for en ny linie siden 2001. Denne linie består i, at vi har forladt småstatstænkningen og fører en principfast kurs i international politik til kamp for frihed og demokrati. Byggende på stærke moralske værdier og fri af lumpen pragmatisme.

Hvis Danmark virkelig havde sådan en udenrigspolitik ville det være en sejr for venstrefløjen. Men det er desværre et falsum. Regeringens udenrigspolitik er ikke et brud, men en fortsættelse af den historiske linie, der har været fra højremanden Estrups tilpasning til Tyskland, over den radikale P. Munchs pacifisme, til den kolde krigs holdningsløshed til diktaturstater, hvis bare de var med os i øst-vest-konflikten eller gavnede eksporten.

I dag er det stadigt sådan. Regeringen kan ikke finde ud af at kritisere menneskerettighedssituationen i Kina. I mellemøsten sker kritik af menneskerettighedsforhold kun over for de anti-vestlige diktaturer, mens lande som Saudi Arabien og Egypten altid går fri. Tortur som redskab i terrorbekæmpelse undgår man at tale om. Regeringen har aldrig formået at tage et håndfast standpunkt mod Rusland for folkemordet på det tjetjenske folk eller overfor Israel for undertrykkelsen af palæstinenserne. Og endelig Pakistan: Der hersker en diktator, som kom til gennem et militærkup mod et ganske vist korrupt, men dog demokratisk styre. Han har øget fattigdom, korruption og fysisk undertrykkelse. Reaktion ? Han er vestens kæledægge.

Så set globalt eller med den fattige u-landsborgers øjne er det måske svært at få øje på en aktiv dansk udenrigspolitik, der er en principfast kurs til kamp for frihed og demokrati. Og måske er det en del af vores sikkerhedsproblem. Måske ville modviljen mod dansk udenrigspolitik være mindre, hvis vi tog vores officielle værdier mere alvorligt.

Så lad os få en ægte aktiv udenrigspolitik. Fordi det er rigtigt, men også fordi det er mere sikkert.

Bragt i Politiken 9. august 2008

Det fortjener nogen kommentarer.

Vi ved alle sammen godt, hvad der er nødvendigt, hvis vi skal sikre velfærdsstatens finansiering og miljøets bæredygtighed om 30 år: Skattebyrden skal flyttes fra arbejde til bolig og miljø. Tilbage står kun det ideologiske slag om skattens fordelingspolitiske konsekvenser.

Men skattespørgsmålet er næsten ikke en vindersag for nogen politikere. Derfor har de – som så ofte før – fået sagen syltet i en kommission – denne gang en skattekommission – med den tidligere skatteminister Karsten Koch som formand. Den har fået en hel masse betingelser for, hvad den må mene, og så skal den ellers komme med en udredning i 2009.

Der er så politik konsensus at være tavse imens. Men forhåbentligt kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråds udspil få startet debatten. Deres udspil kan findes på www.aeraadet.dk

Deres oplæg viser med deres egne ord, hvordan ”det kan lade sig gøre at lette skatten på arbejde på en måde, der er fuldt finansieret og samtidigt fordelingsmæssigt afbalanceret”. De vil fjerne 20 mia. kr. fra indkomstskat og finansiere det med  bl.a. afskaffelse af erhvervsstøtteordninger, tilbagerulning af diverse skattelettelser til erhvervslivet, som VK har gennemført, afskaffelse af skattefri frynsegoder, maks. grænse på pensionsindbetalinger m.v.

Det er ikke alt sammen SF-politik, men udspillet burde inspirere både SF og socialdemokraterne til at komme videre med skattespørgsmålet.

SFs udgangspunkt er den præcisering af vores skattepolitik, som vi partiets hovedbestyrelse vedtog lige før sidste folketingsvalg. Den kommer her:

SF positionspapir om skat

For SF er det afgørende, at skattesystemet

• Sikrer finansiering af en ordentlig velfærd og andre offentlige udgifter
• Bidrager til at skabe lighed og retfærdighed
• Fungerer godt i forhold til arbejdsmarkedets behov
• Giver mest muligt miljø og sundhed for pengene
• Er robust i forhold til globalisering og omgåelsesmuligheder
• Er så forståeligt som muligt for folk med normale indkomstforhold

Skattestoppet

Skattestoppet er med til at undergrave finansieringen af fremtidens velfærd; det skaber større ulighed og det betyder, at vi får for lidt miljø for pengene. Derfor er SF imod skattestoppet.

SF beklager, at Socialdemokraterne har tilsluttet sig skattestoppet.

• vi vil fastholde S på, at der skal nedsættes en skattekommission, der skal fremlægge et forslag til en omfattende skattereform,
• Vi vil desuden fastholde på S på, at en række skatter kan forhøjes – fx selskabsskatten – og at skattehuller skal lukkes,
• Endelig vil vi kræve, at de muligheder, der for gunstige omlægninger af fx grønne afgifter indenfor skattestoppets logik udnyttes.

• Vi vil fortsat arbejde for, at skattestoppet afskaffes.

Det kan betale sig at arbejde

SF er enig i, at en for høj skat på arbejde kan skade økonomien. Men debatten i Danmark er gået helt over gevind. Kendsgerningen er, at Danmark har verdens højeste skattetryk og måske den højeste skat på arbejde samtidig med, at vi har en høj erhvervsdeltagelse og en langt sundere økonomi end lande med et lavere skattetryk. For det kan jo betale sig at arbejde!

Afskaffelse af topskat eller en skat på højst 40 pct. vil med sikkerhed føre til øget ulighed og større privat forbrug, men der vil ikke blive flere penge til velfærd, tværtimod. Det er SF imod.

Lavere skat på alle indkomster – gennem en skatteomlægning

SF ønsker derimod at lette skatten på arbejde – både i toppen og bunden – hvis det sker som led i en fuldt finansieret skatteomlægning, der samtidig sikrer større lighed. Det er herunder en klar forudsætning for SF, at også de store lavindkomstgrupper uden beskæftigelse - pensionister, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere mv. - får en økonomisk gevinst ved skatteomlægningen.

SF’s forslag til en skatteomlægning vil lempe indkomstskatten med ca. 40 mia. kr. svarende til i gennemsnit 16.000 kr. pr. husstand. Det skal ske ved at hæve personfradraget, fjerne bundskatten og flytte grænsen for topskat lidt op.

Sikring af finansieringen af velfærd mv.

Statens nuværende meget store overskud er midlertidige. Antallet af ældre vil stige dramatisk, og dermed er der udsigt til offentlige underskud, der før eller senere vil føre til velfærdsnedskæringer. Men der er brug for det omvendte – nemlig velfærdsforbedringer.

SF mener, at det er forsvarligt at bruge den ekstraordinære del af statens overskud i de senere år – den del der skyldes høje oliepriser, lav rente (i årene 2002-2006) mv. – til et hårdt tiltrængt investeringsløft i den offentlige sektor.

Det er derimod ikke forsvarligt at bruge resten af overskuddet til at finansiere øgede driftsudgifter til velfærd mv. Her er der brug for at hæve skatterne på dem, der har råd. Den nuværende regerings skattepolitik har betydet, at der i dag er ca. 30 mia. kr. mindre til rådighed til velfærd end der ville have været med uændrede skatteregler.

Det er dog ikke nødvendigt at sætte skatten op med så meget. SF har foreslået at tilbageføre nedsættelserne af selskabsskatten, skærpe skatten på store pensionsformuer, øge arveafgiften for store arvelodder og skærpe kontrollen, især med multinationale selskaber.

Sikring af lighed og retfærdighed

SF’s forslag til en skatteomlægning vil give skattelettelser for 2/3 af danskerne. Folk med lave indkomster og mellemindkomster vil få lettelser. Lejerne, der i høj grad er blevet snydt for skattelettelser under VK-regeringen, vil få lettelser. Men ingen boligejere – heller ikke dem med høje indkomster – vil blive tvunget til at flytte fra hus og hjem.

SF vil også omlægge pensionsbeskatningen. Det er urimeligt, at den ufaglærte og direktøren betaler samme procentsats – 15 pct. – i skat på afkastet af pensionen. SF vil have en progressiv skat på pensionsindkomster; også for at bidrage til lighed i alderdommen.

SF vil også fjerne en række skatteregler, der er åbenlyst uretfærdige, herunder rabat på ejendomsværdiskatten for folk der har ejet deres bolig længe, regler om fradrag for sundhedsforsikring, medarbejderobligationer, rabatter for biler på gule nummerplader mv.

Miljø og sundhed

Grønne afgifter er en god metode til at forbedre miljøet. Men det er vigtigt, at de er udformet rigtigt, og at de indgår som en del af et socialt retfærdigt skattesystem. SF ønsker, at de samlede afgifter reguleres med lønudviklingen, men ikke nødvendigvis alle med samme procent. Vi kan nemlig få mere miljø for pengene ved at flytte rundt på afgifterne. Fx skal alle energislugende apparater gøres dyrere, mens de mest energirigtige skal være billigere.

Erhvervslivet betaler betydelig mindre i grønne afgifter end forbrugerne. SF vil hæve afgifterne for handels- og servicevirksomheder og på olie- og gasudvindingen i Nordsøen.

Fedme og kostrelaterede sygdomme er en trussel mod sundheden – og dermed også mod den fælles velfærd. SF ønsker at bruge afgifter, moms og tilskud til at få folk til at spise og drikke sundere. Momsen på sunde og økologiske fødevarer skal sættes ned, sukker- og sodavandsafgifterne skal hæves og der skal indføres en fedtafgift. Vi skal have mere sundhed for vores skattekroner.

Et robust skattesystem

Ved at flytte skat fra arbejde til bolig gør vi skattesystemet mere robust overfor globaliseringen.

Ved at ændre reglerne for pensionsbeskatning lukker vi for den fidus, der består i at velhavende tjener fedt på at låne penge og anbringe dem i en pensionsopsparing.

SF går desuden ind for, at der i EU – og i det omfang det kan lade sig gøre, globalt – indføres regler, der modvirker grænsehandel og kapitalens spekulation i forskellige skatteforhold.

Et simplere skattesystem

Mange virksomheder og spekulanter har komplicerede skatteforhold. Det kan ikke undgås. Men skatten kan gøres lettere at forstå for almindelige lønmodtager, pensionister etc. SF foreslår fx at fjerne bundskatten, fjerne fradragsretten for arbejdsmarkedsbidraget, fjerne en række urimelige fradrag fx for sundhedsforsikringer. Alt dette vil gøre skattesystemet mere gennemskueligt.

Som medlem af SF spørger jeg mig selv: Er det det samme parti vi taler om ? Politiken er da helt galt afmarcheret. Lad os lige spole filmen tilbage. De fleste østeuropæiske lande blev medlem af EU i 2004 og Bulgarien og Rumænien i 2007. Forud for det var der en lang og sej kamp for deres optagelse. SF var entydig det parti i Danmark, der var mest begejstret for østudvidelsen. Vores analyse var, og er, at et fredeligt Europa forudsætter et helt Europa. Så vi sagde velkommen til 40 millioner polakker og alle de andre.

Men enhver nyskabelse i EU rummer også potentielle problemer. Med arbejdskraftens fri bevægelighed er der selvfølgelig en fare for, at nogle østeuropæere kommer til blive et lavlønsproletariat, der arbejder under vilkår, som vi ikke vil være bekendt, og som samtidigt underminerer sammenholdet om ordentlige løn- og arbejdsvilkår for langt større dele af arbejdsmarkedet. At det kan gå sådan har Dagbladet Politiken selv været med til at bevise med den måde deres rumænske avisbude er blevet behandlet på.

Derfor var SF i 2004 med til at lave den såkaldte østaftale, som skulle sikre, at østarbejdere fungerer efter ordentlige overenskomstvilkår og arbejdsbeskyttelse. Nu er vi i 2008 i en situation, hvor vi over nogen tid har set, at det ikke fungerer godt nok. Derfor kræver vi en øget indsats mod fup og svindel og for bedre kontrol med arbejdsmiljø i de brancher og arbejdspladser, hvor østarbejdere fungerer. Man skal være en meget stor ultraliberalist for at se det som en handling vendt mod østarbejdere. Det er vendt mod griske arbejdsgivere og det ville klæde Politiken, hvis de vendte skytset den vej.

Og lad os så få det sat helt på plads: SF nærer selvfølgelig ikke nogen kulturel uvilje mod mennesker fra østeuropa. Det er muligt at vi selv har skabt den misforståelse, men så må den herved været dementeret. Selvfølgelig kan man ikke bebrejde håndværkere, at de i deres hjemland trækkes med en reaktionær kirke. I Danmark er der flere fastboende spaniere, italienere og grækere end der østarbejdere. De har været en gave for et pluralistisk Danmark. Det vil østarbejderne såmænd også blive, hvis de skulle vælge at slå sig fast ned i Danmark. Så SF siger stadig velkommen til 40 millioner polakker og alle de andre.

Skylden for det ligger i høj grad på de politiske partier, især Dansk Folkeparti og socialdemokraterne.

Hele sidste år var de fulde af løfter om, hvor meget især FOAs medlemmer og sygeplejersker burde stige. Det skabte selvfølgelig forventninger. De havde ikke ingen skrupler om, at de derved blandende sig i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Men straks efter, at folketingsvalget var overstået, blev de frie forhandlinger et mantra, som gjorde, at venstrefløjen pludselig stod alene om at ville lade folketinget reservere ekstra penge til det offentlige arbejdsmarked. End ikke en ligelønskommission ville regeringen, socialdemokraterne og Dansk Folkeparti love væk – af hensyn til forhandlingerne.

Men nu forhandlingerne ovre. Så må partierne på banen. Ved højtidelige lejligheder bliver ligestilling mellem kønnene udråbt som en væsentlig dansk værdi af alle etablerede partier. Vi ved samtidigt, at vi i dag stadig ikke har ligeløn mellem kønnene. Det er fakta. Hvad er mere oplagt end at folketingets partier må handle ? Med den stramme styring folketinget udøver af kommunernes og regionernes økonomi kan folketinget ikke fralægge sig ansvaret for ligestilling på arbejdsmarkedet.

Så lad os så fra folketinget få den ligelønskommission og reservere de økonomiske midler, som vi ved bliver nødvendige for at tage konsekvenserne af kommissions konklusioner. Det er ikke kun rimeligt. Det er også nødvendigt for at få fremtidens arbejdsmarked til at fungere.

Bragt i Politiken 26. jnui 2008

Problemet er ganske vist fuldstændigt ikke-eksisterende i den virkelige verden, og dermed skulle man tro, at det var uinteressant for politikere at diskutere.

Men her tager man helt fejl. Netop det, at problemet ikke eksisterer, gør det til en debatmæssig lækkerbisken for levebrødspolitikere. Det betyder nemlig, at der er helt frit slag for uforpligtende symbolpolitiske markeringer.

Har givet op

Samfundet har ellers mange store og uløste problemer, som kunne diskuteres i stedet. Klimaproblematikken, velfærdsstatens fremtidige sikring, de langsigtede problemer i den europæiske integration. You name it.

Men over for disse spørgsmål har de fleste af vores 175 folketingsmedlemmer for længst givet op. De magter det ikke. I stedet tænker de på næste valg. Her er tørklæderne anvendelige.

På en måde minder tørklædedebatten mig om min barndom i 1970′erne. Her gik nogle af skolelærerinderne med et tørklæde. Det hed en lilla ble.

»Hvorfor gør de det?« spurgte jeg de voksne. »Det er fordi, de er rødstrømper« lød svaret. »Hvad er rødstrømper?« spurgte jeg dumt. »Det er nogle, der ikke kan lide mænd«, blev der svaret. Der var dengang også unge mænd, der havde langt hår. »Det er fordi, de er imod samfundet«, fik jeg at vide. Og det var faktisk alvorligt ment.

Senere i livet fandt jeg ud af, at disse fortolkninger ikke passede. Mange med tørklæde var ikke rødstrømper, rødstrømper havde ikke noget mod mænd, og de fleste langhårede holdt meget af samfundet.

Men det var jo ligegyldigt. For sagen var, at nogle andre mennesker havde brug for, at det hang sådan sammen - ellers kunne de i deres åndelige dovenskab ikke få tingene til at hænge sammen. Så kunne rødstrømper dementere, så meget de ville. De skulle bare mene sådan.

Politisk behov

I dag har dette ikke ændret sig det fjerneste. Politikere med Pia Kjærsgaard i spidsen har besluttet, at hvis man bærer tørklæde, så er man muslim. Og om nødvendigt også mod demokrati og tilhænger af, at de mest vanvittige dele af sharia skal ind i dansk lov.

Det kan mennesker med tørklæde forsøge at dementere lige så tosset, som de vil. De vil ikke få et ben til jorden. Der er et politisk behov for, at de mener sådan. Det må de rette ind efter.

For sådan er dansk integrationsdebat: De hvide mennesker fortæller hinanden, hvordan de brune er, og hvordan de i stedet burde være. Jo mindre man faktisk ved om de brune mennesker, des mere spalteplads kan man påregne. Her får jeg næsten lyst at citere Poul Nyrup: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Jamen, må de så gå med tørklædet? Jeg er ligeglad. Som både samfunds- og skatteborger forventer jeg, at man ved domstole og politi har en personalechef, der tage stilling til både kvalifikationer og dress-code for de ansatte.

Jeg har vigtigere ting at bekymre mig om.

Det burde levebrødspolitikerne også have.

(bragt i JyllandPosten d. 23. maj 2008)

Ud over disse generelle betragtninger er der også konkrete problemer med de to undtagelser. Den forsvarspolitiske undtagelse skulle oprindeligt værne mod en potentiel ny blokdannelse i form af et militaristisk EU. Denne trussel er heller ikke aktuel i dag. Til gengæld har forsvarsundtagelsen givet os problemer. For det første indeholder den et løfte til de andre lande om, at Danmark ikke vil forhindre de andre lande i at videreudvikle den militære dimension i EU. Det kunne vi faktisk godt tænke os at gøre i nogle tilfælde. Hvad værre er, så har den forsvarspolitiske undtagelse i en række konkrete tilfælde de sidste 10 år betydet, at Danmark har måttet afstå fra deltage i handlinger som f.eks. tilstedeværelse i Makedonien og Bosnien. Disse aktioner har alle været nogle, som man som venstreorienteret har måttet ønske Danmarks deltagelse i.

Tilsvarende med den retslige undtagelse. Den skulle værne os mod et overvågningssamfund. Men i dag er den retslige undtagelse en klods om benet på mulighederne for at løse grænseoverskridende problemer. Et eksempel er asyl- og indvandring. Det giver ikke mening at tænke disse problemer som nationale spørgsmål. Derfor skal EU i de kommende år bl.a. udvikle en fælles asyl- og indvandringspolitik. Her skal Danmark naturligvis være med. Det er ikke et nationalt anliggende. Af disse grunde må de to undtagelser væk. De står i vejen for fremtidig venstreorienteret politik

Billedtekst

Eksemplet med Angela Merkels angreb på EU-s kemikaliereform til ære for den tyske industri er et godt eksempel på, at nationalstaten lever og har det godt i EU. Nationalstaten vil også være den stærkeste politiske enhed i Europa de næste mange generationer, så der er ikke brug for EU-undtagelser for at værne om den. Foto: Johannes Eisele

Den kloge beslutning er at sige ja til Lissabontraktaten. Den ny traktat kan gøre EU-samarbejdet mere demokratisk og mere effektivt. Derfor er et ja i den europæiske venstrefløjs interesse.

Den dumme beslutning er, at folketingets flertal – alle ja-partier på nær SF – ikke vil afholde en folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af traktaten. I den forbindelse skal det stå helt klart: Der er intet i grundlovens bogstav eller ånd, der forhindrer en folkeafstemning. Grundloven foreskriver nogle minimumsregler for, hvornår der skal være folkeafstemning om en traktat. Derudover åbner grundloven mulighed for folkeafstemninger om næsten et hvilket som emne, hvis folketinget af politiske grunde ønsker det. Så spørgsmålet om folkeafstemning er en politisk diskussion. Ikke andet.

Der er ingen fornuftige eller rimelige politiske grunde til ikke at gennemføre en folkeafstemning. Tværtimod.

For det første er vi allerede blevet lovet en folkeafstemning, da forfatningstraktaten forelå. Dengang sagde alle partier af politiske grunde, at vi skulle have folkeafstemningen. Den nye traktat ligger tæt op af forfatningstraktaten, så det er løftebrud at rende fra det.

For det andet er folkeafstemninger sundt for demokratiet. Danmark er et af de lande, hvor borgerne ved mest om EU. En af årsagerne er utvivlsomt vores folkeafstemninger om traktaterne.

For det tredje – og vigtigst – er folkeafstemninger med til at give EU den legitimitet, som EU så kraftigt mangler. EU er et nødvendigt samarbejde. SF er et EU-positivt parti. Men EU betragtes ofte med folkelig skepsis, fordi medlemsstaternes regeringer i de forløbne 50 år har ladet EU føre en middelmådig politik, der ikke imødekommer deres behov for social og miljømæssig regulering, og fordi samarbejdet lider af demokratisk underskud. Derfor er folkeafstemninger blevet farlige. Men hvis man prøver at løse det problem ved at undlade en folkeafstemning, så bliver det som at tisse i bukserne på en kold vinterdag. Det luner et øjeblik, men bliver værre på sigt. EU’s problemer skal løses med en mere progressiv politik, der tager befolkningernes problemer alvorlig – og med mere demokrati.

Så lad os få en folkeafstemning om den næste EU-traktat og anbefale et ja. Men det tør de gamle partier ikke og derved skader de på sigt EU-projektet.

Landsmødet har - på baggrund af et forslag som jeg stillede - vedtaget følgende udtalelse:

En værdig integrationspolitik på demokratisk grundlagDet er en forudsætning for et socialt retfærdigt samfund, at alle borgere uanset deres etniske eller religiøse baggrund oplever sig som en del af et inkluderende fællesskab.SF vil et samfund, der inkluderer dem, der nu er udstødte eller marginaliserede. SF ønsker et samfund, hvor alle har reelle muligheder for at få uddannelse, arbejde og individuel frihed, og hvor ingen mennesker, der ønsker at være en del af samfundet oplever myndigheder som deres modstandere eller sig selv som særlig mistænkeliggjort eller uden muligheder for at komme til orde i demokratiet.Samtidig er forudsætningen for en vellykket integration, at reelle problemer og konflikter, uanset om det gælder diskrimination, religiøs ekstremisme, sociale problemer, kulturelle forskelle eller andet, kan diskuteres åbent og respektfuldt med henblik på overvindelse af hindringer - til gavn for den enkelte og samfundet - og hvor vellykket integration derfor betragtes som alle parters ansvar. Derfor vil SF knokle for:En samfundstilstand, hvor alle får uddannelse og arbejde, og hvor sociale problemer løses med sociale midler.En kulturkamp, hvor mennesker ikke bedømmes på etnicitet og religion, men på deres holdninger til demokrati, menneskerettigheder, ligestilling.En debatform hvor religiøse synspunkter ikke går forud for demokrati og frihedsrettigheder.Bekæmpelse af etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet, fra myndigheder og i det offentlige liv.

Afskaffelse af starthjælp, tilknytningskrav, 300 timers regel og 24-årsregel.

- så er det vist så klart, som det kan være 

Samtidig er programmet fuldstændigt renset for de unionsmodstander-toner, som tidligere indimellem har fået lov til at præge partiet. Oven i dette vil landsmødet sandsynligvis godkende de beslutninger, som partiets hovedbestyrelse allerede har vedtaget om, at SF vil af med forsvarsundtagelsen og den retslige undtagelse samt ønsker, at Danmark tiltræder Lissabon-traktaten, selv om vi ærgrer os over, at den ikke kommer til folkeafstemning.

Alt dette kan fortolkes som et element i en generel udvikling af SF’s EU-politik de seneste år. Den kan også afspejles i den linje, skiftende SF-formænd har ført. For 10 år siden kunne Holger K. Nielsen begejstre et landsmøde ved at råbe ud over forsamlingen: »SF er et unionsmodstanderparti.« I dag ville Holger K. aldrig sige sådan, og det ville ikke kunne begejstre. Tilsvarende med Villy Søvndal. Senest SF vedtog valgprogram til Europa-Parlamentet, gik han imod de foreslåede ændringer i SF’s politik på undtagelserne. I dag går han i front for dem. Disse skift er utvivlsomt repræsentative for de fleste SF’ere.

SF - et EU-positivt parti

SF er i dag et EU-positivt parti. Hvis man ser på SF’s og venstrefløjens positioner de første årtier efter EF-medlemskabet i 1972, har de været præget af for stor en tro på den nationale suverænitet som en progressiv position og EF/EU som et samarbejde uden potentialer. Venstrefløjen har også i en periode været en del af ufrugtbare grundtvigianske sværmerier for det nordiske, og venstrefløjen har ikke været upåvirket af den småborgerlige nationalromantik, som er det ideologiske grundlag for Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen.

De internationale organisationer er ikke ideologiske ikoner for os og skal ikke være bærere af vores identitet. Men de er vigtige redskaber for en politik, der ikke bare bygger på de stærkeste staters forrang.

I den forbindelse er EU, som er den internationale organisation med langt det mest demokratiske islæt, både et vigtigt redskab og en kampplads. Det må være venstrefløjens position ved indgangen til det 21. århundrede.

Hvis pressens journalister og de indblandede politikere var bekendt med SF’s hidtidige politik og samtidigt fokuserede på det konkrete frem for diffuse stemninger, så ville dette være klart. Da ingen åbenbart gider at gøre sådan en øvelse, så lad mig gøre det i det følgende:

Først angreb Villy Søvndal kraftigt Hizb ut-Tahrir. Det er ikke nyt. Holger K. Nielsen gjorde naturligvis det samme i sin tid. Det er SF-politik.

Dernæst kom SF med en akutplan for en indsats mod urolighederne med ildspåsættelser i februar. Det har heddet i pressen, at SF i dette oplæg vil give uskyldige børn ufrivillig politieskorte til skole.

Hvis man gider læse planen (hvor mange har gjort det?), så vil man se, at dette ikke er tilfældet. Det var altså en and. Akutplanen kræver politiressourcer flyttet fra de nytteløse Christiania-razziaer til bekæmpelse af bandeaktivitet. Det har SF krævet mange gange. Resten af planen er en række gode sociale tiltag, især i forhold til skolerne. Det er klassisk SF-politik.

En personlig mening

Så meddelte Villy Søvndal, at han igen havde skiftet mening om Muhammed-tegningerne.

Først fandt han dem befriende, så stupide, og nu befriende igen.

Det er hans personlige mening, som han har lov til at have, men det ændrer ikke partiets stilling.

Endelig kunne man i Politiken 7/3 under overskriften Villy Søvndal gør op med venstrefløjens udlændingepolitik finde et interview med Villy Søvndal, hvor han bebrejder venstrefløjen for kun at have set manglende integration som et socialt problem og for at overse, at indvandreres kultur kan være en hindring for integration.

Denne kritik er for SF’s vedkommende faktuelt forkert. Hvis man studerer SF’s mange formuleringer af partiets politik, så vil det stå klart, at SF længe både har set integrationspolitik som sociale problemer og kulturelle problemer. Og de kulturelle problemer findes både i majoritetskulturen og minoritetskulturerne.

Da Villy Søvndals præmis således er forkert, bliver de i øvrigt udmærkede synspunkter, som Villy Søvndal præsenter i resten af interviewet, ikke, som Politikens overskrift siger, til et opgør med venstrefløjens udlændingepolitik, men blot til en ny præsentation af SF’s politik gennem lang tid.

Hvis man lægger alt dette sammen, så er sagen altså, hvad lidt mere grundig journalistik også kunne have vist: SF’s udlændingepolitik er den samme som ved sidste valg, i går, i dag og i morgen. Bragt i Jyllandsposten 13. marts 2008

Det er naturligvis helt rigtigt.

De asylansøgere, der er her længe, skal kunne arbejde og uddanne sig. Deres børn skal i folkeskole. De skal bo ude i byen som os andre.

Regeringens reaktion var demagoisk. Dette er ikke en politik, som fører til fri indvandring. Danmark bliver ikke en flygtningemagnet.

Men hele tilgangen om, hvorvidt Danmark bliver en flygtningemagnet, er smålig. Som om det vigtigste i en flygtningepolitik var, at man for alt i verden skal undgå at tage sin del af flygtningene i denne verden og sin del af ansvaret.

Meningen må være den modsatte. Vi er en del af verden og skal tage vores medansvar. Dansk flygtningepolitik kan ikke ses isoleret fra resten af verden. Derfor skal vi have en fælles flygtninge- og indvandrerpolitik i EU.

Men vil Ny alliance og de konservative alt det – eller skal der bare være skattefest til vennerne ?