Dansk Folkeparti - partiet med de udanske holdninger

Dansk Folkeparti (DF) hylder ofte sig selv som vogterne og repræsentanter for danske værdier og det ægte, folkelige Danmark. Men intet er mere forkert,

for DF er i virkeligheden repræsentant for noget, der heldigvis har været den politiske debat temmelig fremmed i Danmark, nemlig totalitarismen. Blandt de politiske partier i Danmark er DF afgjort det parti, der er mest tynget af totalitarismen. Det ændres ikke af, at mange af partiets folk har den modsatte selvforståelse. Man kan blot studere partiets ytringer gennem tiden for at blive overbevist.

Dansk Folkeparti er klar på sit teoretiske grundlag. Partiets offentlige repræsentanter er på et antihumanistisk grundlag imod menneskerettigheder.

Dansk Folkeparti har det svært med ytringsfriheden. Hvis der fra forskningscentre eller andre institutioner fremkommer synspunkter, der er DF imod, så kræves de nedlagt. Partiet bryder sig heller ikke om kritisk journalistik. Danmarks Radio skal arbejde ud fra et verdensbillede som DF’s.

Dansk Folkeparti har det også svært med individualismen. DF har for et par år siden i retspolitikken foreslået, at når udlændinge begår kriminalitet, så skal ikke bare de selv udvises, men også deres familie i tre generationer. I sandhed et fantastisk standpunkt i forhold til retsstatens tænkning.

Dansk Folkeparti er også det parti, der suverænt går længst, mht. hvor meget staten skal kontrollere og bestemme over borgerne. Partiet har netop gjort sig til talsmand for, at det skulle være forbudt at bære tørklæder på offentlige steder. Som om borgernes beklædning var et myndighedsanliggende. Lige så absurd er partiets forhold til, hvordan man bliver ny statsborger i Danmark. Det er her rimeligt at stille krav om selvforsørgelse, sprogkundskaber og ren straffeattest. Men DF kræver også, at man for at opnå statsborgerskab skal hylde en række angiveligt særlig danske værdier. Det vil sige, at staten skal kontrollere og sortere i borgernes tanker.Hvis man lægger alt dette sammen, så har vi et parti med en affinitet til det totalitære.
DF er afgjort det parti, der er mest tynget af totalitarismen

Én kommentar til “Dansk Folkeparti - partiet med de udanske holdninger”:

  1. 1
    jens skrev:

    DF er jo også et populist parti. deres holdninger er jo bare de holdninger som er populære ved borgerne .. :)

Skriv en kommentar til dette indlæg: