OLE RIISGAARD - folketingskandidat

I de politiske nekrologer over statsminister Anders Fogh Rasmussen er et af de mest populære emner, hvordan det gik med den værdikamp, som han forsøgte at sætte i gang. Nøgternt set må man sige at han tabte. Men det er ikke de kulturradikale, hallalhippierne, rundkredspædagogerne og landsforræderne der vandt. Det gjorde Dansk Folkeparti. Men Venstre - Danmarks liberale parti - er blandt taberne, fordi de aldrig fik skabt sig en position. De vidste ikke, hvad de positivt ville med værdikampen.

Da Fogh lancerede værdikampen skulle det være et liberalt opgør med smagsdommere. Meget logisk for en liberal. Men hvad skete der ? De fyrede smagsdommere blev blot udskiftet med andre mere borgerlige smagsdommere og mange flere af dem. Der findes i dag en kanon – det vil sige en statsautoriseret facitliste – for stort set alle livets forhold. Er det hvad liberale mennesker altid har drømt om ? Nej vel. Kontrollogikken blev i øvrigt taget med over i velfærdspolitikken, hvor der i dag er mere statslig detailstyring end nogen sinde før. Liberal sejr ? Tja bum, bum, bum.

Men det store problem for regeringspartierne er, at de aldrig rigtigt fik sat substans på værdidebatten. På en god dag kunne f.eks. Brian Mikkelsen og Bertil Haarder finde ud af at sige, at de var imod kulturradikalismen. At høre en angiveligt liberal minister distancere sig fra noget der i sidste ende har rødder i den franske revolutions værdigrundlag må i den forbindelse i øvrigt have lydt mærkeligt for nogle liberale. Men hvad var de for? Det kneb det med at forklare. Når de endeligt prøvede, så endte de gerne at fremhæve frihedsværdier som netop kommer fra kulturradikalismen og dens inspirationskilder. Især kulturminister Brian Mikkelsen havde det problem, at han ikke vidst, hvad den kulturradikalisme, som han skulle være imod, bestod af. Han ved ikke, at meget af kulturradikalismen historisk har været en borgerlig modernisering af vores tænkning.

Men Dansk Folkeparti hat vundet ved krigserklæringen mod kulturradikalismen, fordi det vitterligt er alt, hvad de er imod. DF er et parti med rødder i alt det før-moderne og et had til alt der har rødder i både fransk revolution, det moderne gennembrud, traditionskritik, internationalisme osv., osv. Derfor overhalede de selvbevidste DFere hurtig de borgerlige, der ikke vidste hvad de ville, og har rettet nogle effektive slag mod en kulturradikalisme, der i øvrigt var blevet alt for slap, institutionaliseret og doven.

Men en selvbevidst borgerlig kulturposition, som ikke bare er Dansk Folkepartis nationalkonservatisme, det har vi ikke fået.  I dag findes der nærmest ikke nogen borgerlig ideolog, der kan sige, hvad det vil sige, at være liberal. Derfor har Venstre og Andres Fogh Rasmussen tabt værdikampen gennem fravær. Så måske skulle Foghs afgang bruges som et startskud for, at regeringspartierne kommer ud af DFs skygge og finder sin egen værdipolitiske identitet. Hvis en ny generation af kulturradikale foretog en tilsvarende intellektuel oprustning, så kunne vi måske få den skarpe og kvalificerede værdidebat, som vi har manglet i de 7 år med Fogh. Bragt i Information 8. april 2009.