Mener Dansk Folkeparti virkelig det ?

I valgkampen til EU-parlamentsvalget den 7. Juni har vi bemærket, at Dansk Folkeparti har en mærkesag om, at vi skal genindføre grænsekontrol.

Når man spørger  uddybende har det vist sig, at man ikke bare vil genindføre den stikprøvekontrol, som vi havde før vi kom i Schengen-samarbejdet  i 1994, men DF vil simpelt hen have, at alle der vil ind i Danmark skal vise pas ved et begrænset antal grænsestationer. Formålet er angiveligt at forebygge kriminalitet.

Men det er en tosset ide.

For det første kommer langt de fleste udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, ind på ganske lovlig vis, på turistvisum eller fordi de som EU-borgere har ret til at komme.

For det andet skal man lige gøre sig klart, hvem der er det store flertal af mennesker, der vil ind i Danmark: Det er danskere, som vil hjem ! Det er hr. og fru. Jensen, der har været ned at grænsehandle. Dem vil DF nu sende i en bilkø og kontrollere hver og en ? Samtidig er det sønderjyder, som vil besøge familie og venner lige syd for grænsen. De skal nu køre en omvej og over de officielle grænseposter.

DFs forslag vil være uden effekt på kriminalitet og til gene for mange almindelige danskere.

Lad os i stedet styrke EU’s politisamarbejde Europol, afskaffe den retslige undtagelse og samarbejde mere om grænseoverskridende kriminalitet.

Skrevet med Karl Bornhøft i Nordjyske Stifttidende den 29. maj 2009

Skriv en kommentar til dette indlæg: