OLE RIISGAARD - folketingskandidat

Af: Ole Riisgaard5. juni 2009

Lige nu er der 2 dage der er vigtige: Dagen i dag – grundlovsdag - og den 7. Juni  –  på søndag - hvor der er valg til Europaparlamentet.

 

På det sidste har jeg rundt om på valgmøder hørt mange sige: ”EU er dødkedelig”.

Det er jeg enig i.

Det er ikke underholdningsværdien, der udmærker EU.

Men jeg har også mødt mange mennesker, der siger: ”EU er helt uforståelig og uoverskuelig”

Det er jeg ikke enig i.

I virkeligheden er både EU og valget på søndag enkelt.

Det er et valg mellem et politisk højre og et politisk venstre – ligesom ved alle folketingsvalgene de sidste 100 år.

For lidt over 100 år siden sagde dansk politiks store kæmper Viggo Hørup til et grundlovsmøde:

”Der vil altid være et højre og et venstre; thi der vil altid være forskel på dem der vil frem, og dem der vil holde igen eller tilbage. Det er den deling, der varer. Det andet er kun modesager”.

Sådan er det også i dag – både i Danmark og i Europa, i EU.

Valget er mellem det politiske højre og det politiske venstre.

Det gælder ved valget til Europa-parlamentet, som det har gjaldt ved folketingsvalgene i flere generationer.

Danmark

I dag fejrer vi den danske grundlov. Det er der god grund til. Vores grundlov er rammen for et demokrati, som efter internationale standarder er rigtigt godt.

Men vi skal huske, at den første grundlov, som vi fik for 160 år siden ikke var fejlfri. Den gav stemmeret til mænd, der havde ejendom.

Men gennem tiden -  fordi venstre side i dansk politik har kæmpet for det  - har vi fået stadig bedre grundlove:

Kvinderne og tjenestefolk fik stemmeret, parlamentarismen blev grundlovsfæstet, færinge og grønlændere blev ligeberettigede borgere. 

Fremskridt på fremskridt.

På samme måde med vores velfærdssamfund.

For 100 år siden levede vi i den minimalstat som vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen engang ønskede os tilbage til.

Minimalstaten var umyndiggørende – den var et sted, hvor fanden tog de sidste.

Men fordi fagbevægelsen og partierne til venstre for midten gennem mere end 100 år brugte vores demokrati til at kæmpe for sociale fremskridt,

så har vi i dag et solidarisk samfund,

hvor vi med et stærkt socialt sikkerhedsnet har myndiggjort det enkelte menneske.

Minimalstaten var umyndiggørelse – velfærdssamfundet er myndiggørelse.

Både vores demokrati og vores velfærdssamfund har stadig mangler,

der er stadig uligheder

og deres føres somme tider politik, der trækker i den forkerte retning.

Det er den nuværende regering danmarksmester i.

Derfor er der fortsat brug for en venstrefløj.

Partier til venstre for midten skal fortsat kæmpe for, at vi ikke kun har ytringsfrihed, men også ytringslighed,

så det ikke kun er politikere og kendte personer, der kan ytre sig,

men også menigmand.

Partierne til venstre for midten skal også dæmme op for ny ulighed, som skabes af starthjælp, kontanthjælpsloft og social udstødelse og dårlig integration.

Men grundlæggende er venstre side dansk politik nået langt de sidste 100 år

– vi har et stærkt demokrati

og et samfund baseret på en stærk solidaritetsfølelse os mennesker imellem.

Det er skabt af fagbevægelse og partier i en kamp mellem det politiske højre og det politiske venstre.

Europa

Hvis vi så kigger ud i Europa, så skal vi her til at føre præcis den samme kamp, som vi her hjemme i Danmark har ført i over 100 år for demokrati og social retfærdighed.

Det er det som EU og et parlamentsvalg handler om.

Valget mellem højre og venstre.

Globaliseringen har gjort, at en række problemer ikke længere kan løses lokalt,

men skal løses sammen med mennesker i andre lande.

Miljøproblemer og klimaproblemet kender ikke til landegrænser.

Og  vores sociale tryghed afhænger i fremtiden af, at lønmodtagere holder sammen på tværs af grænser.

I øjeblikket lever vi som europæere og som verdensborgere med 2 store kriser:

En klimakrise og økonomisk krise

Klimakrisen har vi skabt gennem vores måde at leve og producere på.

Den økonomiske krise har vi ladet opstå, fordi vi i alt for mange år lod en liberalistisk politik være grundstenen i økonomien.

Et fuldstændigt frit marked for penge og kapital,

for de hurtige og uproduktive gevinster i højsædet, frem for velstand skabt ved reelt produktion.

Resultatet blev, at liberalismen gik fallit, og vi skal nu alle sammen være med til at rydde op.

Men alle problemer har en løsning.

Vi skal i Europa skabe en ny grøn økonomisk vækst.

Vi skal sammen gennem offentlige investeringer sætte økonomiske aktiviteter i gang,

så vi kan skabe forbrug, vækst, arbejdspladser og social tryghed.

Men det skal ikke være et nyt forbrug af kummefrysere, speedbåde og fladskærme.

Det kan vores miljø ikke tåle.

Det skal være en vækst i vedvarende energi, renovering af boliger og udbyggelse af den kollektive trafik.

På den måde får vi både løsning af klimaproblemet og nye arbejdspladser samtidig.

To kriser – en løsning. 

Men forudsætningen er, at der er politisk vilje til det.

Alt for længe har man troet på liberalismen, og på at markedet kan løse problemet. Det tror højrefløjen stadig på, selv om vi i virkeligheden lige udenfor vores vinduer kan se, at det ikke passer.

Vi skal i stedet genvinde troen på, at man kan føre en politik, der bygger på grøn og social regulering af markeder.

Det er valget mellem højre og venstre: troen på højrefløjens liberalisme eller venstrefløjens grønne og sociale markedsregulering.

Højrefløjens passivitet eller venstrefløjens handling.

Vi skal i Europa også beskytte og udvikle vores velfærdssamfund og vores arbejdsmarkedsmodeller.

Her er den vandrende arbejdskraft med de østarbejderne blevet en udfordring.

Rundt omkring os ser vi, at der kommet en fare for, at der er mennesker fra østlandene, der arbejder i Danmark under for ringe løn- og arbejdsvilkår.

Det ser man også i andre EU-lande.

Det ser højrefløjen ikke som et problem. Men det gør vi på venstrefløjen.

Det kan i den forbindelse ikke understreges tydeligt nok:

Vi har gået ind for alle udvidelser af EU,

og vi vil også gå ind for de næste østudvidelser.

Et fredeligt Europa forudsætter et helt Europa.

Og det kan heller understreges tydelig nok:

Alle nye EU-borgere er velkomne i Danmark – også på arbejdsmarkedet. Vi er åbne mennesker.

Men det er mennesker, der er velkomne. Det er ikke ethvert lønsystem.

I Danmark er der kun et lønniveau: Overenskomstens.

Det skal vi kæmpe for på måde, så det sker sammen med de nye østarbejdere og ikke imod dem.

Det er dybest set en menneskelig opgave.

Vi skal lære den polske bygningsarbejder og den rumænske landarbejder bedre at kende, og få et fælles syn på tingene.

Den store europæiske udfordring i de kommende år er,

at lønmodtagere, fagbevægelse og partier på tværs af grænser skal lære at arbejde sammen.

Der er masser af politiske kræfter der hellere vil sætte os op mod hinanden,

 og appellere til nationalisme og mistænksomhed.

Den fristelse skal vi ikke falde for.

Det vil ikke bringe os noget godt.

Fremtidens kamp for demokrati og social retfærdig er international og skal bygge på solidaritet og forståelse med menneskene i de andre europæiske lande.

Med hinanden - ikke mod hinanden.

Der er en lige linje fra mere end hundrede års kamp for stadig bedre grundlove og velfærd i Danmark

til den europæiske kamp for et stadig mere demokratisk EU og fælles europæiske løsninger på vores grænseoverskridende problemer.

Og det handler både grundlovsdag og valget på søndag om.  

Afslutning

Der er valg til Europaparlamentet på søndag. Det er et valg mellem højre og venstre.

SF opstiller til Europaparlamentsvalg i valgforbund med socialdemokraterne og de radikale. De er vores allierede.

Vi har også modstandere. De findes i 2 grupper.

Først er der Venstre og Konservative. Det er de borgerlige.

De tror, at vi blot kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at problemerne løser sig selv gennem markedet.

Det kan man ikke bygge et samfund på.

Så er der Dansk Folkeparti, Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.  Det er de småborgerlige.

De lever åndeligt på en idyllisering af fortiden, og mistænksomhed overfor fremtiden. 

Det kan man hverken bygge et samfund eller en fremtid på.

Vi lever i øjeblikket med 2 kriser:

En klimakrise og en økonomisk krise.

De kriser er skabt af mennesker, og at de kan løses af mennesker.

Men det forudsætter, at der er politisk vilje til at handle.

Det kommer der kun, hvis dansk politik og europæisk politik tager et skridt til venstre.

Husk det på søndag.

Tak for ordet.